Mere enkle regler for folke- og førtidspensionister



Alle folke- og førtidspensionister får fremover automatisk en efterregulering af deres pension, når året er omme, og årsopgørelsen fra SKAT er klar. Det betyder, at Udbetaling Danmark laver en beregning af, om man har fået det i pension, man har ret til. Har man fået for lidt, får man penge udbetalt. Har man fået for meget, skal man betale penge tilbage. Den automatiske efterregulering sker første gang i 2016.

”Med de nye regler bliver det ikke bare lettere for dem på folkepension og førtidspension, men også mere retfærdigt, så alle får det, de har krav på, uden at skulle kæmpe med indviklede regler,” siger socialminister Manu Sareen.

Hvis pensionister gerne vil undgå overraskelser ved efterreguleringen, kan de med fordel holde deres forskudsopgørelse opdateret i løbet af året. De nye regler sikrer nemlig også, at Udbetaling Danmark løbende får forskudsoplysninger fra SKAT. Dem bruger Udbetaling Danmark til automatisk at tilpasse af pensionistens månedlige udbetalinger i løbet af året. Det er en fordel for de pensionister, der har store ændringer i deres indkomster i løbet af året – fx fordi de igangsætter en ratepension eller får uventet høj eller lav indkomst som selvstændige ved siden af folkepensionen.

Udbetaling Danmarks løbende tilpasning af udbetalingerne vil ikke kun ske ud fra den aktuelle forskudsopgørelse, men også ud fra oplysninger fra bl.a. SKATs indkomstregister. Alt i alt sikrer Udbetaling Danmarks genbrug af skatteoplysninger, at pensionisten ikke skal give de samme oplysninger to steder – og samtidig får pensionisten øget tryghed og en mere præcis beregning af sin pension.

De nye regler ændrer ikke på vilkårene for, hvornår man er berettiget til at få folke- og førtidspension og heller ikke på de udbetalingssatser, der gælder. 

Man kan læse mere om de nye regler på www.borger.dk/pension2015. Her kan man også se, hvilke oplysninger man fortsat skal huske at give Udbetaling Danmark, og hvordan man gør. Man kan også kontakte Udbetaling Danmark, hvis man har spørgsmål.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025