Midlertidig træallé rykker ind på Søndergade i Horsens



Fra slutningen af juni og henover sommeren er det muligt at nyde et ekstra grønt element på Søndergade i Horsens, når en midlertidig træallé med 16 træer opstilles i området omkring Kuben. De 16 træer af sorten spidsløn opstilles, så der dannes en hyggelig allé på hver side af kørebanen. Imellem træerne opstilles forskellige sidde-og opholdsmøbler samt en række højtalere med stemningsskabende lydflader, der skal lede tankerne hen på de gamle parisiske alléer med summende liv og svalende skygge under trækronerne.

Scenekunstneriske greb i byrummet
Det er scenekunstgruppen Teater Seachange, som står bag projektet. Under overskriften Moving Spaces er kunstnergruppen pt. i gang med 8 byrumsprojekter i 8 byer i Region Midtjylland, hvor de med scenekunstneriske greb og midlertidige installationer ønsker at understøtte konkrete byudviklingsprojekter i byerne. I Horsens er det den kommende omdannelse af Søndergade, som kunstnergruppen tager fat i.
 - Med træalléen i Søndergade vil vi undersøge hvad ekstra træer og begrønning betyder for måden, vi opholder os på og færdes i det offentlige byrum. Tager vi fx mere eller mindre ophold eller bruger vi længere tid på en gågade, hvis der er mere grønt at kigge på eller sidde under? Det er blot nogle af de spørgsmål, som vi håber at finde svar på henover sommeren, fortæller Barbara Simonsen, kunstnerisk leder af Teater Seachange.
  - Uanset hvad vi laver, ønsker vi, at det har relevans for de lokale borgere ved altid at tage udgangspunkt i netop deres by, og at projektet er tilgængeligt for alle - uanset alder, køn, baggrund, økonomi mm. Derfor er det også rigtig interessant for os, at arbejde i et demokratisk rum som gågaden i Horsens, hvor der dagligt færdes mange forskellige mennesker, og hvor der er mulighed for at teste nogle ting af, inden den endelige omdannelse igangsættes, supplerer Kasper Daugaard fra Teater Seachange.
 - Vores udgangspunkt er, at de værker vi skaber skal være en integreret del af byrummet og samtidig tilbyde et nyt perspektiv på det. Og så skal det være noget, den enkelte forbipasserende kan vælge til, eller fra, og som er til rådighed, ikke invaderende, afslutter Isabelle Reynaud fra Teater Seachange.

Sommeraktiviteter i træalléen
Henover sommeren afholder Teater Seachange forskellige mindre aktiviteter og happenings omkring træalléen for at understøtte alléens liv og samtidig indsamle erfaringer om, hvordan træalléen påvirker livet i Søndergade.
 Åbningen af Alléen finder sted torsdag den 3. august kl. 15, hvor kunstnergruppen vil være til stede i Søndergade for at markere og indvie den nye grønne allé i Horsens.
 Den midlertidige træallé er opsat indtil midten af august, hvorefter Teater Seachange videreformidler de indsamlede erfaringer og observationer til projektgruppen bag Søndergade-omdannelsen i Horsens Kommune. Erfaringerne kan derefter indgå i det videre arbejde med omdannelsen af Søndergade.
 Byrumsprojektet Moving Spaces, som træalléen i Horsens er del af, er støttet af Kulturhovedstad Aarhus 2017, Statens Kunstfond, Region Midtjylland, Spar Nord Fonde, Knud Højgaards Fond og Færch Fonden.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025