
Konkurserne rasler ned over de private firmaer, der har vundet retten til at tage sig af de ældres pleje og omsorg ude i kommunerne. I de seneste år har 40 ud af landets 98 kommuner oplevet den type konkurser, og senest har flere hundrede pensionister i Viborg mistet deres faste hjemmehjælp, fordi firmaet, der tog sig af dem, er gået nedenom og hjem.
”Der er flere faktorer, der spiller ind, når kommunerne vælger private virksomheder til at tage sig af ældreplejen. Og jo mere regeringen forlanger besparelser ude i kommunerne, jo vigtigere bliver prisen. Det betyder desværre, at de virksomheder, der underbyder andre, får lettere ved at vinde et udbud. Og det er ikke altid realistisk at de kan holde prisen, som de mange konkurssager netop viser.”
Det siger formanden for Faglige Seniorer, fhv. forbundsformand for Kvindeligt Arbejderforbund, Lillian Knudsen.
”De mange konkurser går både ud over de ældre og de ansatte. Og i sidste ende bliver det oven i købet dyrt for kommunerne, for de har pligt til at tage over, når de private virksomheder giver op. Derfor er det helt rimeligt lige at tage en pause og tænke sig om, inden man igen sender området i udbud, som FOA ønsker. Vi har med sårbare mennesker at gøre, og området er alt for vigtigt til at man bare bevidstløst går efter den billigste løsning,” siger Lillian Knudsen.