Mikkel Michelsen modtager wild card til Speedway Grand Prix i Horsens



Mikkel Michelsen wild card i Horsens. Foto: SpeedwayGP.

Den formstærke 20-årige stiller op med rygnummer 16, når CASA Arena i Horsens er vært for verdensmesterskabet for første gang.
 Danmark repræsenteres desuden af den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen, den tredobbelte danmarksmester Niels-Kristian Iversen, Michael Jepsen Jensen og Peter Kildemand. Sidstnævnte kører i stedet for den skadede Jaroslaw Hampel, så der bliver masser af danske top-kørere at opleve for det lokale publikum.
 Mikkel Michelsen er i topform op til det danske grand prix efter at have vundet første runde af FIM Speedway U21 Verdensmesterskabet sidste lørdag. Her slog han den polske kører Bartosz Zmarzlik i en spændende kamp om topplaceringen efter at de stod lige med 14 point hver.
 Den samme gode form udviste han i tirsdags i den svenske eliteserie, hvor han samlede ikke mindre end 17 point for Smederna.
 Mikkel Michelsen kommer fra Nykøbing Falster og kører også for Slangerup i den danske liga samt Ostrow i den polske førstedivision.
 Michelsen har tidligere vundet U21 og får i Horsens selskab af andre U21-finalister i form af reserverne Nicolaj Busk Jakobsen og Anders Thomsen med rygnumrene 17 og 18.
 Dommeren i Horsens bliver Jim Lawrence fra Storbritannien.
 Der er stadig enkelte billetter til Kjærgaard FIM Speedway Grand Prix i Horsens til salg via achorsens.dk/speedway

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025