
Danskerne har taget netbank på smartphones og tablets til sig. Flere og flere danskere vælger nemlig at bruge mobilen eller tabletten, når de skal overføre lommepenge til børnene, betale regninger eller flytte penge fra lønkontoen til budgetkontoen.
Fra andet kvartal 2012 til andet kvartal 2015 er antallet af mobile pengeoverførsler steget med 871 pct., hvorimod antallet af netbanksoverførsler foretaget på en computer kun er steget med 68 pct. i samme periode. I juni måned i år indhentede antallet af mobile overførsler antallet af overførsler foretaget på en computer.
Underdirektør i Bankdata, Poul Erik Osmundsen, forklarer udviklingen med en ændring i vores teknologiske vaner.
”Danskerne kan og vil meget mere på deres mobil og tablet end for blot et år siden. Vi ser en klar tendens til, at folk vælger mobile enheder frem for computeren til at tjekke løn og overføre penge. Vi forventer, at tendensen vil fortsætte, så en større andel vil benytte mobile enheder til også at beregne lån og gennemgå deres budgetter i takt med, at mobilbankerne videreudvikles.”
Antallet af unge netbankbrugere er eksploderet
Det er ikke kun antallet af mobile pengeoverførsler, der er steget markant. Antallet af unge under 18 år, der nu har adgang til net- og mobilbank, er vokset med over 3000 pct. siden juni 2005. Fra 2011 til i dag er antallet mere end femdoblet.
”Efter at banken er blevet tilgængelig på digitale platforme, ser vi en eksplosiv vækst i antallet af unge, der anvender bankernes selvbetjeningsløsninger. Unge er generelt gode til at tage de elektroniske løsninger til sig, og det betyder, at de får adgang til flere muligheder og større indblik i deres økonomi end dengang, hvor man modtog månedlige kontoudtog og havde sin egen bankbog,” siger Poul Erik Osmundsen.