Først skulle alle deltagerne stå foran dommerne ved de berømte og berygtede auditions. Og inden det gik løs i 5 Chair Challenge, fik deltagerne en workshopdag i selskab med dommerne. Herefter ventede så de tre bootcamps, der skulle skære feltet ned til de endelige ni liveshowdeltagere, hvilket heller ikke forløb uden drama.
Men nu er der blot ni tilbage, og de tre kategorier består traditionen tro af solisterne mellem 15 og 22 år, solisterne over 23 år og grupperne. Første gang de skal dyste mod hinanden i rækken af liveshows bliver fredag den 17. februar klokken 20.00 på DR1. De ni, der er kommet gennem nåleøjet, er:
15-22 år (Blachmans kategori):
Chili: Trods sine blot 16 år, er Chili fra Kirke Hyllinge allerede ganske rutineret, når det kommer til at stå på en scene. Hun har optrådt i skolen, på caféer, i musicals og på tv, blandt andet som deltager i MGP 2014. Hendes store inspirationskilder er Demi Lovato og Ed Sheeran.
Martin: Martin er 16 år og fra Lolland. Her går han i 9. klasse og arbejder desuden som svømmetrænerassistent. Han blev egentlig stemt ud under 5 Chair Challenge, men på ekstraordinær vis kom han tilbage i konkurrencen på Blachmans bootcamp.
Mia: 15-årige Mia fra Hedensted tænker så meget på musik, at hun kan få hovedpine af det. Hun skriver sine egne sange, og til hverdag går hun i 9. klasse. Hun tror på spøgelser og ånder, og hun bruger gerne sin fritid på at se makeup-instruktionsvideoer på YouTube.
23+ (Remees kategori):
Samanta: 28-årige Samanta er halvt argentiner. Hun bor i Lyngby og arbejder til dagligt i socialpsykiatrien. Et af hendes store forbilleder er Steven Tyler fra Aerosmith, og ud over at synge er hun også vild med at male og køre på motorcykel.
Morten: Var det ikke for Mortens lillesøster, var den 26-årige automattekniker fra Odder aldrig endt i X Factor. Det var nemlig hende, der meldte ham til audition. Foruden musikken er hans store passion at spille computer, og han har således mange venner i såvel den fysiske som den virtuelle verden.
Mike: X Factor-scenen byder på noget anderledes omgivelser, end 33-årige Mike fra Aarhus er vant til. Til hverdag arbejder han nemlig som stilladsbygger i Nordsøen. Han er desuden lige dele fotograf, computerbygger og Pokemon Go-entusiast.
Grupperne (Mettes kategori):
Fyhnen Sisters: Signe på 22 og Janne på 18 mener selv, at de nærmest lever i symbiose. De kommer fra Lindknud mellem Kolding og Vejen, og de begyndte at synge countrymusik sammen efter en optræden ved den lokale byfest.
Ladies With Attitude: 17-årige Zara og 18-årige Allen er oprindeligt fra så forskellige steder som Valby og Cameroun. De mødte hinanden på efterskolen, og de har sunget sammen lige siden. Deres fælles forbilleder er Rihanna og Beyoncé.
VKation: Victor og William er to fætre fra Odense på henholdsvis 16 og 17 år, og de har allerede god erfaring fra forskellige koncerter på caféer og til fødselsdage. De ser sig selv som en popgruppe, og de trækker på inspiration fra navne som Mads Langer, The Crookes og Justin Bieber.
Hvert enkelt liveshow sendes fra klokken 20.00-21.00, og seerne får mulighed for at stemme på deres favoritter via SMS og X Factor-app’en. Afgørelsen vises klokken 21.30, og her skal de to solister eller grupper, der har fået færrest stemmer, kæmpe for deres overlevelse i farezonen. Her vælger deltagerne selv hvilken sang, de vil synge, og herefter er det alene op til de tre dommere at afgøre, hvem af de to, der går videre, og hvem der skal forlade programmet.