Den norske rallystjerne og vinder af Rallye Monte-Carlo Historique i 2010 Svein Lund er den store overraskelse, når Munkebjerg Hillclimb søndag den 9. august byder tilskuerne velkommen til landets smukkeste motorløb ved Vejle Fjord. Svein Lund er tilmeldt i sin Datsun 240 Z Coupé, en bil fuldkommen magen til den, som vandt Safari Rally i 1971.
Svein Lund regner dog ikke med at blive blandt de bedste på bjergvejen op til Munkebjerg:
- Min bil er sat op til rally, og jeg tror, en decideret hillclimb-bil vil have bedre chancer, jeg deltager for at opleve atmosfæren i dette løb, siger han.
En af motorsportens grand old men, Kaj Bertelsen fra Viborg, møder i en Alfa Romeo GTA 2000 fra 1972. Med sig har han desuden sin Ferrari 275 GTB fra 1965, Danmarks eneste, som han uden for konkurrence vil køre paradekørsel med og vise frem i ryttergården. Også en række sjældne Bugattier vil køre på banen og blive vist frem.
I Munkebjerg Hillclimb kan man møde biler fra 1920'erne til 1990. Ældst er den Delage DISS fra 1925, som Peter Bering fra Præstø stiller op med, og yngst er den københavnske rallykører Johnny Pedersens BMW M3 fra 1990. Han er med sine køreevner og stærke bil en mulig totalvinder af løbet.
Munkebjerg Hillclimb byder på en vifte af yderst seværdige og spændende biler lige fra førkrigsbiler som Bugatti, Riley og SS 100 til 1970ernes vildeste rallybiler. Fra årene lige efter Anden Verdenskrig vil man kunne møde biler som MG TC, Citroën b 11 og Jaguar XK 140 samt D-type.
I løbet gælder det for de knapt 100 deltagerne om at køre deres historiske biler hurtigst op ad serpentinevejen til målet ved Munkebjerg Hotel. Både nede på stranden og oppe ved mål er udsigten betagende. Børn kan bade og lege, mens de ældre generationer nyder de historiske biler. Og det er gratis at se på.