Trods det at passe en dement er et fuldtidsjob, har Niels Daugaard holdt fast i sin interesse for at vandre. Han har blandt andet vandret på Caminoen og skal i år vandre på øen Mors. Desuden er han et aktivt medlem af Ældrerådet i Horsens Kommune.
I 48 år har Niels Daugaard været gift med Jytte. De første 46 år var smukke og gode år for dem begge. Men den pige, Niels giftede sig med, findes ikke mere. Hun er på grund af sygdommen blevet en anden.
- Jeg prøver dog hele tiden at få det bedste ud af livet og stadig være der for min kone, siger Niels Daugaard, som i dag selv passer sin kone i hjemmet i Egebjerg.
Onsdag den 20. maj fra kl. 19.00 fortæller Niels Daugaard om at være ægtefælle til en hustru med demenssygdom i Ceres Centrets store sal i Horsens ved foredraget: ’Når sygdom forandrer hverdagen’. Desuden kommer sygehuspræst Annette Hedensted og fortæller om sorgen ved at miste et menneske til sygdom.
For tre år siden fik Jytte Daugaard konstateret frontallapdemens - en sygdom, som ikke kan behandles medicinsk, og som kan være arvelig. Den syge bliver blot ringere og ringere med tiden, som Niels udtrykker det.
Sygdommen har ændret hverdagen hjemme hos Niels og Jytte markant, og Niels har overtaget alt i praktiske. Jytte kan ikke købe ind, lave mad og gøre rent og skal have hjælp til personlig pleje. Det sørger Niels for, samt at minde hende om det næste hun skal foretage sig.
Hjælp at hente
I foredraget vil Niels fortælle om deres hverdag, om aflastningspladser og hvervemål. Men mest af alt vil han opfordre andre pårørende til at bede om hjælp.
- Man kan få hjælp til mere, end man tror, siger Niels Daugaard.
Jytte har blandt andet fået en GPS-sender, så han kan finde hende, hvis hun kommer til at gå og bliver væk.
Niels Daugaard har brugt tid på at sætte sig ind i sygdommen og at tilpasse hverdagen bedst muligt. F.eks. går han og Jytte lange ture og de spiller badminton om mandagen, da motion er vigtigt for personer med demens. Men han laver også aktiviteter på egen hånd.
- Når man har pårørende, som er demente, er der heldigvis stor hjælp at hente i det kommunale system. I 2013 gik jeg på Caminoen i Spanien i fem uger. Her blev Jytte hentet af de ’røde busser’ fra kommunen og kom i dagpleje på Ceres Centret. Og to eller tre gange om ugen afleverer jeg hende i demenscafeen Fyrtårnet på Åpark Centret.
Niels støtter sig også til parrets fire sønner og svigerdøtre, hvoraf de tre arbejder på Regionshospitalet i Horsens.
