Beskæftigelsesudvalget i Horsens vedtog i tirsdags principper for bosætning af flygtninge.
Jeg stemte nej.
Fremover bliver det sådan, at flygtninge skal indkvarteres i mindre lokalsamfund, fordi man mener, at det vil ”lette integrationen”. Men hvor ved man det fra?
Det er muligvis gået godt, hvis man engang har indkvarteret en familie eller to i et lokalsamfund, men Horsens har slet ikke erfaringer med den flygtningestrøm, som nu er i vente, nemlig ialt ca. 530 personer, incl. familiesammenførte. Og det alene i 2015.
Kommunen forventer nu, at integrationsopgaven skal løftes af lokalbefolkningen. Men det har lokalbefolkningen vist ikke bedt om.
Jeg har svært ved at tro, at ”lokalsamfundene” eller danskerne iøvrigt jubler af begejstring over at skulle løfte en integrationsopgave, som de forresten slet ikke får mulighed for at sige nej til.
Jeg synes ikke, at en regering eller en kommune på den måde må trække en tung opgave ned over hovedet på nogen.
Endelig kalkulerer kommunen med, at når flygtninge spredes, må der forventes udgifter til transport til sprogskole osv., hvis der ikke er tilstrækkelig mulighed for offentlig transport. Denne udgiftspost er uden øvre beløbsgrænse, så det kan blive en meget stor udgiftspost på sigt.
Jeg mener, at Horsens har rigeligt med udfordringer at slås med, og jeg kan sagtens finde poster på budgettet, som fortjener en saltvandsindsprøjtning.
I forvejen er flygtningemodtagelse forbundet med store nettoudgifter, så hvis Horsens kommune mener, at den vil modtage flygtninge, så må den da som minimum gå til regeringen og bede om fuld finansiering - alt inclusive.
Det er heller ikke sket, og derfor stemte jeg nej.
