
Men ikke alle modtager et kort, siger kundechef Anne Ellegaard, Samn Forsyning:
-Ca. 8.500 kunder, der får deres vand fra et af Samn Forsynings vandværker, har allerede en fjernaflæser koblet på deres måler. Her aflæser vi tallet selv, uden at kunderne skal gøre noget, siger hun.
Alle andre kunder får derimod snart et aflæsningskort – enten i postkassen, i e-Boks eller som e-mail. Det gælder også de kunder, som ikke får drikkevand fra et af Samn Forsynings vandværker, og som måske allerede har aflæst og indberettet til deres lokale vandværk.
-Samn Forsyning skal også kende aflæsningen for at kunne beregne spildevandsafgiften. Derfor kan en del kunder komme ud for, at de skal indberette én gang til. Vi har en aftale med en del af de private vandværker om at sende aflæsninger ind til os, men aftalen omfatter altså ikke alle vandværker, siger Anne Ellegaard.
Hun oplyser, at kunderne let kan tjekke, om deres vandværk selv indberetter aflæsningerne til Samn Forsyning – listen over disse vandværker kan nemlig ses på samn.dk/aflaes.
-Nogle kunder hos private vandværker har en fjernaflæst måler, men alligevel er det muligt, at de skal indberette til Samn Forsyning. Det afhænger af, om vandværket har en aftale om at udveksle data med os, tilføjer hun.
Fristen for at indberette til Samn Forsyning er 7. januar 2019, og Anne Ellegaard understreger, at ansvaret for aflæsningen ligger hos den enkelte kunde. Men det er også i kundernes egen interesse at holde øje med vandforbruget.
-Det er en god måde at sikre sig, at der f.eks. ikke er en utæthed i rørene, hvor vandet siver ud til ingen verdens nytte. Hvis man ikke indberetter sin aflæsning i tide, bliver vi nødt til at anslå forbruget og beregne forbruget ud fra vores egen vurdering. Her må det være en klar fordel, at man kun betaler for det, man har brugt, siger kundechefen.
Hun henviser i øvrigt til Samn Forsynings hjemmeside, hvis man har spørgsmål til sin aflæsning eller hele proceduren omkring årsafregning.