Nu får kommunerne penge til flere hænder i dagtilbud



Bedre tid til at spille fodbold på legepladsen med øje for det enkelte barn. Og overskud til at kunne trøste, når et barn har brug for et skød at sidde på. Det er hensigten med en del af Finanslovaftalen for 2015, der permanent afsætter 250 mio. kr. årligt fra 2015 til mere pædagogisk personale i dagtilbud, det vil sige både i dagplejer, vuggestuer og børnehaver. Nu ruller de 250 mio. kr. for i år ud til de kommuner, som har søgt støtte fra puljen under Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.

Socialminister Manu Sareen er glad for, at næsten alle kommuner – 96 ud af 98 - har søgt støtte. Han siger:

”Voksnes nærvær er helt afgørende for børns trivsel, læring og udvikling. Derfor siger jeg klart til kommunerne, at den her støtte simpelthen skal gå til mere personale til at tage sig af børnene. For vi ved, at det gode børneliv ikke bare er vigtigt her og nu, men også har betydning for, hvordan børnene klarer sig på længere sigt i skolen og i livet fremover.”

Kommunerne har forpligtet sig til at bruge pengene fra puljen til at ansætte mere pædagogisk personale i dagtilbuddene. Og kommunerne skal oplyse, hvor mange ekstra ansatte bevillingen bliver omsat i. Når kommunerne har brugt pengene, skal de sende et revisorpåtegnet regnskab til ministeriet for at dokumentere, at pengene er gået til mere pædagogisk personale.

Der afsættes 250 mio. kr. årligt svarende til i alt 1 mia. kr. i perioden 2015-2018. Midlerne bliver i 2015 og 2016 udmøntet gennem en ansøgningsrunde, og den enkelte kommunes andel af midlerne er forhåndsreserveret på baggrund af antallet af 0-5 årige. Fra 2017 overgår midlerne permanent til kommunernes bloktilskud.

Fra puljen til mere pædagogisk personale i dagtilbud har Horsens Kommune fået tilsagn om 4.348.773 kr. i 2015 og 4.336.157 kr. i 2016. Skanderborg Kommune: 2.938.556/2.930.052. Odder Kommune: 868.747/866.226.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025