
(Genrefoto)
Inden længe er det slut med hullet og lappet asfalt på flere centrale gader i Horsens Kommune. Arbejdet med at lægge asfalt på strækningen fra Allégade, Nørretorv, Nørrebrogade, Egebjergvej og Rådvedvej er gået i gang og vil vare ca. to uger frem. Asfaltmaskinerne kommer i uge 34 og 35 også forbi Sønderbrogade på strækningen mellem krydset ved Bygholm Parkvej/Niels Gyldings Gade og Spedalsø.
Da der er tale om meget trafikerede strækninger, bliver asfaltarbejdet lavet i aften- og nattetimerne.
- Det vil være til stor gene for mange bilister, hvis vi spærrer vejene i dagtimerne. Derfor har vi valgt at lave arbejdet i aften- og nattetimerne. Det betyder, at beboere i de pågældende områder kan opleve støjgener, hvilket vi beklager og håber, at folk har forståelse for, siger Allan Lyng Hansen, afdelingschef i Affald og Trafik i Horsens Kommune.
Arbejdet bliver udført i tidsrummet fra kl. 18 - 06. Bilister, der kører på de pågældende strækninger, skal være opmærksomme på, at der kan være omkørsler i forbindelse med arbejdet.
Forsøger at begrænse gener
Arbejdet på strækningen fra Horsens midtby til Egebjerg er begyndt på Allégade, hvorfra det vil bevæge sig nordpå.
- Vi udfører arbejdet i etaper, så vi gør en strækning færdig, før vi går i gang med den næste. På den måde forsøger vi at gøre generne på de enkelte veje så begrænsede og kortvarige som muligt, siger Allan Lyng Hansen.
På en enkelt strækning vil der blive lagt ny asfalt i dagtimerne. Det drejer sig om Sølystvej, der fra mandag den 17. august og ca. to uger frem vil være spærret for trafik. Her kan bilister benytte Sundvej eller bruge en omkørsel ad Carit Etlars Vej.
Strækningerne, hvor asfaltmaskinerne nu kommer forbi, er en del af sammenlagt over 100 cykelstier og veje, der er udpeget til at få ny asfalt i 2020. Foruden en årlig pulje på 25 mio. kr. til asfaltarbejde har Horsens Byråd i år besluttet at fremrykke anlægsmidler for 83 mio. kr. De ni af dem er øremærket til ny asfalt på veje og cykelstier.