
Alternativet har med SF sat et tydeligt grønt aftryk på BoligJobordningen, idet fradraget for de typer af arbejder, der ikke har et grønt sigte er blevet fjernet. Dermed bliver den nye BoligJobordning i både 2016 og ’17 en grøn ordning, der giver fradrag for arbejder på energi- og klimaforbedringer for 12.000 kr. pr. person.
”Vi har som mål og ambition at trække den blå regering i en grøn, bæredygtig retning, og at det kan lykkes, er den nye, grønne BoligJobordning nu blevet første eksempel på,” siger Josephine Fock og fortsætter:
”Ordningen er landet på en sådan vis, at den fremover vil bevæge Danmark i en klimamæssig bæredygtig retning. Samtidig understøtter den jo de grønne initiativer nedefra, hvorved borgerne - og her altså både boligejerne og -lejerne, hvilket er vigtigt - faktisk er med til selv at tage ansvar for en bæredygtig omstilling af Danmark,” afslutter Josephine Fock.
Aftalen, der er indgået mellem Alternativet, SF, Konservative, Dansk Folkeparti og regeringen, indeholder desuden et fradrag på 6.000 kr. for serviceydelser.