Ny kunstinstallation åbner ved Fængslet i Horsens



En stor spiralformet labyrint bliver i disse dage opført på græsarealet foran Fængslet. Det er kunstner Jesper Dalgaard, som sammen med et byggehold fra den lokale spejdergruppe Bankager Spejderne er i fuld gang med at opføre et storskala kunstværk på græsplænen mod Fussingsvej.

Leg under trækronerne
”Vejen ind, er vejen ud” er titlen på den nye kunstinstallation, som Jesper Dalgaard har tegnet specielt til Horsens og parkområdet foran Fængslet.
 Kunstværket bliver udformet som en dobbelt spiral midt på græsarealet rundt om eksisterende træer og buske. Ideen er at bruge den natur, som allerede er i området, og gøre det til en del af kunstinstallationen:
 - Jeg har fra start haft en idé om, at lave en form for ”legeskulptur” på plænen ved Fængslet, hvor spiralernes lange gange snor sig rundt og rundt om træerne - indtil man pludselig står ved et træ i spiralens midte, og kan kigge op under trækronen. På den måde bliver træerne en del af kunstværket, hvor træerne danner et lille opholdsrum med grene og blade som tag, fortæller kunstner Jesper Dalgaard og fortsætter:
 - Skulpturen placerer sig i krydsfeltet mellem kunst og arkitektur, og skaber med den lange gange et nyt og anderledes oplevelsesrum med mange facetter og funktioner. Jeg vil rigtig gerne invitere publikum indenfor til at bruge spiralen som et ”aktivt” kunstværk, hvor man kan mødes, lege, løbe rundt, gemme sig og i det hele taget gå på opdagelse – uanset om man er alene eller er sammen med familie og venner.

Del af en større udviklingsvision
Det spiralformede kunstværk opføres ved Fængslet som et midlertidigt projekt, der henover efteråret kan tilbyde en ekstra oplevelse i fængselsparken, og samtidig teste nogle af de udviklingsvisioner, der er for de grønne områder. Heriblandt et ønske om at åbne de grønne parkområder mere op mod byen og invitere horsensianerne indenfor til at bruge parken – også til hverdag.
 - Det glæder mig, at vi får en storskala kunstinstallation ved Fængslet, som kan åbne det tidligere lukkede fængselsområde op og blive brugt at både borgere og turister – uanset om det er til ophold, en hurtig eftermiddagsgåtur eller et stop på lørdagsturen, hvor børnene kan gå på opdagelse i labyrinten. Jeg er sikker på, at kunst-labyrinten kan være med til at gøre det endnu mere interessant at besøge Fængslet, og dermed også understøtte Fængslet som et centralt fyrtårn i Horsens, udtaler borgmester Peter Sørensen.
 Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst har ydet støtte til opførelse af kunstinstallationen, og Søren Taaning, formand for Legatudvalget for Billedkunst glæder sig også til at se det nye kunstværk opført i Horsens:
 - Statens Kunstfond er glade for samarbejdet med Horsens Kommune. Vi oplever at der er stor vilje til at tænke nyt og bruge et kunstværk i stor skala som afsæt for et mere langsigtet udviklingsprojekt. Kunst kan som her invitere indenfor, så flere får øjnene op for et attraktivt grønt område.

Officiel indvielse for hele familien
Fredag den 22. september, kl. 14.30 indvies den nye kunstinstallation officielt foran Fængslet, og der vil være program for både store og små legeglade sjæle.
 Arrangementet indledes med en officiel åbningstale ved borgmester Peter Sørensen og Søren Taaning, formand Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst. Herefter vil der være fri leg i labyrinten for store og små samt en lille musikalsk overraskelse.
 Kunstner Jesper Dalgaard vil være tilstede ved indvielsen.
 ”Vejen ind, er vejen ud” kan opleves ved FÆNGSLET henover efteråret.
 Kunstinstallationen opføres med støtte fra Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, Kulturregion Østjysk Vækstbånd og Urban Lab, del af Aarhus 2017.

yesGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025