
Provst Annette Brounbjerg Bennedsgaard (arkivfoto)
Af sognepræst Lone Buhl Pedersen
Udover at være provst for Horsens Provsti er Annette Bennedsgaard også sognepræst og hun nyder på skift at komme rundt i alle Horsens Provstis kirker for at holde gudstjeneste og prædike.
Provsten er vore kirkers administrative leder. Hun fører tilsyn på vegne af biskoppen. Provsten fører blandt andet tilsyn med kirkegårdenes og kirkebygningernes stand, og med at præsternes arbejde hviler på det folkekirkelige grundlag.
Horsens provsti er et stort provsti i Århus stift, der består af 30 sogne og 32 kirker. Der er i alt 29. præster og 25 menighedsråd. Der er i alt 70.784 folkekirkemedlemmer. Så Provsten har så rigeligt at se til – men glæder sig til denne søndag at komme til Østbirk og hilse på jer skønne mennesker, der er lige her i Østbirk Kirke denne søndag.
Måske har du et spørgsmål eller to til provsten? Der er i hvert fald umiddelbart efter gudstjenesten en kop stående kaffe i kirken, hvor der bliver mulighed for at hilse på såvel provsten som hinanden.
Folkekirken er inddelt i 103 provstier med hver sin provst og provstiudvalg. Provstierne omfatter i gennemsnit cirka 20 sogne. Der er dog meget stor forskel på antallet af sogne i provstierne. Nogle provstier består af 5-6 sogne i byområder, imens der kan være flere end 40 sogne i enkelte provstier i landsdistrikterne.