Arbejdet med at skabe mere natur nord for Nørrestrand fortsætter. I øjeblikket er en ny sø på 6000 kvadratmeter ved at blive anlagt øst for udsigtspunktet ved indhegningen, hvor der går vildheste og skotsk højlandskvæg.
- Søen skaber endnu mere variation i det enestående landskab, og jo mere variation der er, jo flere levesteder er der til forskellige dyr og planter, fortæller Jan Kunstmann, biolog i Horsens Kommune.
I området bliver der i øjeblikket gravet ud til søen, som allerede er ved at blive fyldt med vand fra de omkringliggende bakker og dræn i området.
- Hvornår søen er fyldt helt op, er vanskeligt at forudsige, for det kommer an på, hvor meget det regner. Men der er allerede flyttet ænder over i søen, ligesom kvæget og hestene drikker af den, forklarer Jan Kunstmann.
Anlæggelsen af den nye sø er en del af den samlede plan for udviklingen af en helt ny bydel nord for Nørrestrand, hvor boliger til omkring 9000 borgere skal integreres i naturen, som har førsteprioritet. Med planen er der lagt rammer for, hvordan der kan skabes nye naturområder og bedre tilgængelighed for borgerne.
I november 2017 blev der sluppet vildheste samt skotsk højlandskvæg løs på et 50 hektar stort indhegnet område. De seks hopper får lørdag den 5. maj 2018 selskab af en hingst, som Horsens Kommune har købt i Flensborg.
- Vi vil gerne have en helt naturlig familiestruktur i hesteflokken. Hestene og kvæget har det rigtig godt og trives, og de er over hele det indhegnede område og afgræsser det rigtig fint, fortæller Jan Kunstmann.
Dyrene plejer området og sikrer, at det ikke gror til i f.eks. krat, ligesom de sikrer en større mangfoldighed af dyr og planter. Det græs, som dyrene æder, kommer nemlig ud af den anden ende. Det tiltrækker biller og fluer, som efterfølgende tiltrækker fugle.
Når hingsten slippes løs, er det samtidig forventningen, at der om ca. 11 måneder kommer små føl. Hingsten lukkes ind i indhegningen kl. 13, hvilket kan ses fra det anlagte udsigtspunkt, som du kan komme til fra Nordre Strandvej.