2 nye Liebherr Compact - en R926, som vejer 28 tons og den lidt mindre R916 som vejer 20 tons er netop landet fra JMM Maskiner hos Entreprenørfirmaet Jens Jørgensen A/S på Ydingvej 66 i Østbirk.
Gravemaskinerne udskiftes jævnligt på grund af slitage, når de kører så meget. Det er således 5. gang at Torben Christensen, som har været i firmaet i 23 år, får ny Liebherr maskine.
- Torben kører maskine ca. 2000 timer om året, så han har rundet 32000 timer på Liebherr-sædet, siger Jens Jørgensen og fortæller om de nye maskiner at de ikke er så lange bagtil, og derved lettere kan komme rundt uden at genere f.eks. fodgængere.
Og det er netop omkring kloakeringsarbejdet på de mindre veje i Østbirk de nye maskiner bliver en fordel.
De næste 9-12 uger separeres kloaksystemet på Karolinelundsvej og Lundsvej i Østbirk, og her er ikke så meget plads som på byens bredere veje. Herefter fortsætter arbejdet på Svalevej, Lærkevej og Monbjergvej.
Det er Steffen Jørgensen som er i spidsen for kloakeringsholdet. 35-årige Steffen har ved årskiftet købt sig ind i familievirksomheden med 10% af Østbirkafdelingen, ligesom hans svoger Lars Roslyng gjorde tilbage i 90’erne i Brædstrup afdelingen. Efterhånden vil andelen nok vokse, men spørger man far Jens om det er fordi pensionen er ved at nærme sig, mødes man blot at et stort grin, der fortæller at det nærmere er aldrig end snart.
Steffen er udlært hos OM Entreprenør i Horsens for 12 år siden, og har efterfølgende taget kloakmesteruddannelsen i 2006. Generationsskifte er heller ikke på tale hos junior, som mest er optaget af de projekter, som er igang i det teamwork mellem de dygtige ansatte som er firmaets dagligdag, ikke mindst i tidens store projekter.
I Gedved har entreprenørfirmaet netop klargjort 40 byggegrunde på Kirkevej - områderne som er døbt Strået og Aksen. Fordelingsvejen fra Kirkevej kommer til at hedde Korntoften.
- På Kirkevej skal der etableres nye svingbaner, nyt fortov og helleanlæg fortæller Steffen og Jens.