To nye navne til årets Bluesfestival i Horsens



Billetsalget til årets Bluesfestival i Horsens er godt i gang, og nu kommer endnu to spændende navne på plakaten til festivalen, der finder sted fredag den 6. og lørdag den 7. november.
 Amerikanske Lurrie Bell – søn af den legendariske Chicago-bluesmand Corey Bell – har meldt sin ankomst; i øvrigt backet op af danske Copenhagen Slim med band.
 Lurrie Bell har gennem de seneste år banket sit navn fast som en af de største nulevende blues-musikere i Chicago og omegn; senest med albumet ”Blues in My Soul” fra 2012, og han har et væld af priser og nomineringer med i bagagen fra sit bluesglade hjemland. Med opbakning fra Copenhagen Slim – der blev Årets Danske Bluesnavn 2009 – er der garanti for en svedig aften på og foran Horsens Ny Teaters store scene.
 Det forventer Blueskartellets formand Carsten Mellson også bliver tilfældet med det andet nye navn på årets program; spanske Travellin’ Brothers.
 - Travellin’ Brothers vandt tidligere i år en fuldt fortjent sejr ved European Blues Challenge i Bruxelles. Bandets seks medlemmer forstår at krydse det bedste fra Chicago med rødderne fra Mississippi og et touch af Texas, og de har optrådt med navne som bl.a. Buddy Guy, John Mayall, Robben Ford og Johnny Winter. De vil gi’ vores bluesfest et sydende og sprudlende spark lige fra begyndelsen, siger Carsten Mellson.
 De spanske Blues Challenge-vindere har allerede seks albums bag sig; senest ”Magnolia Road” fra 2014.
 Carsten Mellson ser frem til årets festival med store forventninger.
 - Vi mærker stor interesse, selvom vi først kan offentliggøre det samlede program midt i august. I år har vi valgt at fordele musikken på tre ligeværdige scener, så publikum får bedre plads, idet foyeren på Horsens Ny Teater bliver en vigtig del af programmet. Desuden har vi naturligvis fortsat HNT’s store scene samt Kulisselageret, siger han.
 Også i år er der kontant rabat til de hurtige billetkøbere – i hvert fald dem, der køber en partoutbillet. Billetsalget til Bluesfestivalen er i fuld gang på Horsens Ny Teater samt billetlugen.dk, og til og med mandag den 3. august koster en partoutbillet 450 kr.
 I perioden frem til og med torsdag den 3. september koster partoutbilletten 500 kr. – herefter og frem til festivalen er prisen 550 kr.
 Man kan naturligvis også købe enkeltdagsbilletter - de koster 325 kr. til hhv. fredag og lørdag.
 Carsten Mellson forventer, at hele programmet vil være på plads kort efter sommerferien, og opfordrer bluespublikummet til at følge Blueskartellet på Facebook eller tilmelde sig nyhedsbrevet på blueskartellet.dk, hvis man vil være sikker på at få de sidste nyheder med.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025