
Torsdag den 12. marts kan man høre Hjalte Tin og Nina Rasmussens personlige fortælling om rejsen til Kurdistan vinteren 2014. I foredraget, som holdes på Østbirk Bibliotek, kommer tilhørerne med hjem til kurderne og oplever et overraskende land, der midt i Mellemøstens kaos har holdt fred og forvandlet en fattig provins i Irak til et nyt Dubai. Et religiøst tolerant sted, hvor kristne, yasidier, sunnier og shiaer lever sammen.
Nu truer “Islamisk Stat” med død og ødelæggelse. En million er på flugt. Bliver svaret kurdisk samling og selvstændighed? Danmark er gået i krig. Hvad betyder det for dem - og for os herhjemme?
En spændende og personlig rejseberetning og en baggrund for at forstå de mennesker og det land Danmark nu forsvarer.
Foredraget starter kl. 19 og billetter à 60 kr. kan købes på www.horsensbibliotek.dk og kommunens biblioteker.