16.000 danskere lever med sclerose. De har alle forældre, venner og naboer, som hver dag ser en af deres nære kæmpe mod en uhelbredelig sygdom. Søndag den 9. september beder Scleroseforeningen dem alle om at stå sammen mod sclerose og samle penge ind til forskning.
”Vi skal stå sammen og kæmpe i fællesskab. For sammen kan vi faktisk gøre en afgørende forskel. Det er mottoet for årets indsamling. Jo flere brødre, mødre og venner vi er om at samle ind, des flere penge kan vi aflevere til den vigtige forskning i sclerose”, siger Klaus Høm, direktør i Scleroseforeningen.
Under overskriften ’Venner og familie mod sclerose’ går Scleroseforeningens 34 lokalafdelinger i Region Hovedstaden, Midtjylland og Syddanmark forrest i kampen mod sclerose. Blandt de aktive lokalafdelinger er lokalafdelingen Horsens.
Anny samler ind for sine tætte og bekendte med sclerose
En af dem der skal samle ind i Østbirk er Anny Olesen, som kender flere, der lever med sclerose:
” Jeg samler ind for min veninde, som har haft sygdommen siden hun var 30 år. Min fætter havde også sclerose, og jeg har også haft to kolleger med sygdommen - så det kommer jo tæt på. ”
Stadig brug for indsamlere
I år er der med Region Syddanmark føjet endnu en region til Scleroseindsamlingen, så der i alt samles ind i tre regioner – Hovedstaden, Midtjylland og Syddanmark. Derfor er der også brug for endnu flere indsamlere i år.
”Hver indsamler får i gennemsnit 1.000 kr. med hjem i indsamlingsbøtten, så hver eneste indsamler gør en helt afgørende forskel for, hvor mange penge, der kan gives videre til forskning”, opfordrer Scleroseforeningens direktør, der til efteråret håber på at kunne give et rekordhøjt beløb videre til den vigtige forskning i sclerose.
Forskning skal stoppe sclerose
Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål, når det kommer til behandling og mulig helbredelse af mennesker med sclerose. Og for første gang vil de penge, som det lykkes familie, venner og kolleger at samle ind, gå til forskning i sclerose. I de foregående år er de indsamlede midler blevet delt med Gigtforeningen.
”Indsamlingens formål er at sikre flere penge til forskning. Hver en sten skal vendes på vejen mod en verden uden sclerose. Og det gør vi bedst ved at uddele forskningsmidler til både dansk og international forskning”, siger forskningschef i Scleroseforeningen, Lasse Skovgaard.
Vil du også være med til at stoppe sclerose? Meld dig som indsamler på Sammenmodsclerose.dk