Østbirk-damer besejrede topholdet



Østbirk IF’s øverst rangerede damehold i håndbold er kommet overordentlig godt fra land som nyoprykkere i 3. division. Siden turneringsstarten i september har holdet hentet 11 point ud af 16 mulige, og i weekenden blev det for alvor slået fast, at Østbirks håndbolddamer godt kan begå sig i 3. division. Her blev rækkens førsteplads og oprykningskandidater fra Rækker Mølle besejret med 24-19 i en velbesøgt Østbirkhal.
 Dermed har Østbirk i øjeblikket blot ét point op til førstepladsen, og den flotte sæsonstart er mere end tilfredsstillende for træner Erik Michaelsen.
 - På trods af at vi har en smal trup, har pigerne gjort et virkelig flot stykke arbejde på banen, og de supplerer hinanden godt. Det har været svært at forudsige, hvordan holdet ville klare udfordringen i 3. division, men indtil videre har spillerne vist, at de sagtens kan være med på det her niveau, siger Erik Michaelsen.
Skal spille godt for at vinde
 Næste weekend venter Grindsted GIF fra den tungere ende af tabellen, men selvom flere af topholdene allerede er blevet besejret, er en sejr ikke givet på forhånd, bare fordi holdet løber på banen mod et lavere placeret hold.
 - Bortset fra et enkelt hold, der er isoleret i bunden, kan vi allerede nu se, at alle slår alle i puljen. Så der er ikke som sådan nogen kampe, der er nemmere end andre. Vi skal være helt klar og spille godt for at vinde. Men hvis vi kan præstere ligesom i søndags, tror jeg på, at vi igen kan hente to point, siger Erik Michaelsen, der håber på lige så stor opbakning i hallen, som der har været hidtil til holdets kampe.

Andethold kan sikre sig oprykning
Opgøret mod Grindsted GIK spilles i Østbirkhallen på søndag kl. 16.15. Både før og efter spilles der hjemmekampe i hallen. I den efterfølgende kamp, der fløjtes i gang kl. 17.35, skal klubbens Serie 3 damer i aktion. Holdet har indtil videre blot tabt en enkelt kamp, og ligger derfor alene på førstepladsen med tre point til de nærmeste forfølgere.
 En sejr eller et uafgjort resultat til Østbirk i den kamp vil derfor betyde, at holdet sikrer sig oprykning, og dermed skifter Serie 3 ud med Serie 2 efter nytår.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025