Østbirk sejrede med tenniscifre over FC Horsens



Paradoksalt nok var sæsondebuterende Jeppe Reedz i Østbirks mål banens bedste, da Østbirk på en råkold og blæsende tirsdag aften tog imod FC Horsens. Østbirk forærede kampen igennem gæsterne fra Horsens kæmpestore tilbud, men hver gang var Jeppe en uigennemtrængelig mur i Østbirk-målet.
 Kampen var kun 4. minutter gammel da Niels Petersen fandt Nicolai Holst til 1-0. Efter 13 minutter steg Rasmus Vangsøe Christensen til vejrs efter et hjørnespark, og headede uimodståeligt hjemmeholdet på 2-0. Efter 22 minutter afgjorde Rasmus Baastrup reelt kampen, da han sendte hjemmeholdet på 3-0. For de grønne styrede i den grad begivenhederne i den første halve time, hvorefter første store chance til FC Horsens faldt, og Jeppe præsterede den første store redning. 3 minutter før pausefløjtet vandt han også på fornem vis duellen alene med en blank FC-spiller.
 I anden halvlegs første minut samlede FC Horsens-keeperen en tilbagelægning op, og anfører Allan Olesen trillede usvigeligt sikkert bolden ind til venstre for keeperen. Resten af halvlegen, der ikke tilnærmelsesvis nåede første halvlegs fine spil af hjemmeholdet, bød på 2 flotte redninger fra Reedz, og 2 scoringer af Rasmus Vangsøe Christensen. De var til gengæld i særklasse. Først fandt Mads Pedersen Rasmus, der kastede sig i fuld længde og headede vandret bolden i kassen. I overtiden tacklede Vangsøe sig til bolden i feltet, for efterfølgende som det simpleste i verden at putte bolden ind i fjerneste hjørne til slutresultatet 6-0.
 Fiduspokalen hos de grønne gik naturligvis til Jeppe Reedz.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025