Østbirk Skoles nye legeplads er hylesjov



Vi har prøvekørt karrusellen, og den er hylesjov, lød det enstemmigt fra eleverne i det tæt besatte klatresystem på Østbirk Skoles nye legeplads. Det så ud til at eleverne ikke havde i tankerne at skoleferien var lige om hjørnet, mens der blev leget til den helt store guldmedalje i skolegården.
 Nogle af redskaberne, heriblandt karrusellen, var sat på pause for indimellem skulle maling tørre og underlag klargøres, men eleverne var tydeligvis glade for at der ikke var adgang forbudt alle steder denne torsdag inden skolernes sommerferie, hvor eleverne på Østbirk Skoles mellemtrin kunne tage den splinternye legeplads i brug for første gang.
 Legepladsen, som er det seneste af ”Forældreforeningen Østbirk Skole og SFO”s projekter, er blevet til med masser af lokal opbakning, diverse arrangementer under blandt andet ”Åbent Landbrug” i september sidste år, samt et ikke helt uvæsentligt økonomisk bidrag fra Østbirk Skole.
 - Vi er rigtig godt tilfredse med resultatet, og vi kan se, at eleverne allerede er begejstrede for de nye redskaber, siger Steffen Dalgaard fra Forældreforeningen.
 Dog er Foreningen ikke helt i hus med projektet endnu
 - Vi mangler fortsat at få etableret en bedre mur mod en af skolens naboer, så de ikke bliver generet af boldspil bag ved pavillonerne, siger Steffen Dalgaard og fortsætter
 - Vi kunne rigtig godt bruge hjælp fra en murer eller to, som kunne afse lidt frivillige timer til at etablere den manglende mur, og dem hører vi naturligvis gerne fra.
 Forældreforeningen opfordrer til at der efter skoletid kl. 16.00 ikke spilles bold på banen ved pavillonerne, da det kan genere naboerne.
 Det øvrige, der mangler for at legepladsen bliver helt som ønsket, er at få frisket den eksisterende basketbane i skolegården op, få malet noget træværk samt nogle bord/bænkesæt, og så skal de to nye mål til boldbanen hentes hjem, samles og sættes op. Når dette er gjort, så skulle det hele være klar til det nye skoleår.
 - Vi håber naturligvis, at alle vil være med til at passe godt på legepladsen og værne om den på samme måde som legepladen ved C-fløjen og SFO, siger Jesper Helleskov og fortsætter:
 - Rigtig mange har jo på en måde været med til at støtte vores arbejde, og på den måde har vi jo alle et ekstra incitament til at sørge for, at der bliver passet på tingene.
 Jesper Helleskov har i de forgangne uger fulgt projektet meget tæt:
 - Det har været fedt igen at opleve hjælpen til vores projekt, en speciel tak skal lyde til den lokale entreprenør Jens Jørgensen og hans folk, som endnu engang stillede op og hjalp med udgravning og etablering af området.
 - Det skal ikke være nogen hemmelighed, at når vi i Foreningen ser resultatet af vores arbejde og ser en legeplads, der selv uden for skoletiden er fyldt med både drenge og piger, som hygger sig med at prøve de nye redskaber, så ved man, at det har været det hele værd!, supplerer Steffen Dalgaard og lægger ikke skjul på, at han er stolt af det arbejde, som Foreningens medlemmer har lagt for dagen.
 - Det er ydermere en fornøjelse at høre på kommentarer fra børn – såsom en pige forleden, der skal rykke fra indskoling over på mellemtrinnet efter sommerferien:
 - Før var vi ovre at kigge på legepladsen, og der tænkte jeg bare, at det blev kedeligt at komme herover – men med den nye legeplads, så glæder jeg mig helt vildt.
 Også på skolens kontor er der begejstring. Viceskoleinspektør Poul Højvang siger at skolen er meget taknemmelig for Forældreforeningens arbejde.
 - Vi er meget heldige at vi har Foreældreforeningen, det er imponerende flot og en fantastisk opbakning til skolen.
 - Alle er naturligvis velkomne til at besøge den nye legeplads og prøve redskaberne i sommerferien – så god fornøjelse og god sommer, slutter Forældreforeningens formand Steffen Dalgaard.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025