ØIF kunne søndag eftermiddag byde velkommen til det suveræne tophold, Silkeborg/Voel som bejler kraftig til oprykning til 3. division. Et Silkeborg-hold som kom til Østbirk som ubesejret, og som tillige med har vundet deres hidtid 6 sejre meget overbevisende med sejre på ca. 10 mål i snit.
De grønne havde kniven for struben – der skulle en sejr til for at holde sig til i bunden, således man ikke rykkede ned i serie 1. De 2 andre bundhold skulle nemlig mødes i samme spillerunde.
Østbirk ville fra start gå op og stresse gæsterne for ligesom at tage dem på sengen. Man spillede sig også til nogle fornuftige chancer, men som andre kampe her efter jul, så blev chancerne brændt på det skammeligste. Silkeborg/Voel kunne derfor tage teten, og bringe sig i front med 0-2, og 1-3. ØIF forsøgte at kæmpe sig ind i kampen, men det var generelt stolpe ud i starten. Det lignede derfor en kamp som vi har set før. Silkeborg/Voel straffede ØIF’s fejl, og bragte sig stille og roligt i en situation hvor kampen bare skulle køres hjem som endnu en dag på kontoret. Efter 20 minutter var topholdet fra Silkeborg/Voel foran med 8-14.
Men medens alt så sortest ud for de grønne, blussede de op, og fik en snært af hvad som var kendetegnet for holdet tidligere, specielt før jul. Nemlig at stå sammen samt flot fight og tempospil. De grønne pressede gæsterne de sidste 10 minutter af første halvleg, og var kun nede med 14-15 ved pausen.
I pausen talte man om, hvordan sejren kunne hentes. Østbirk IF havde spillet lige op med føreholdet, og var kun bagud fordi de grønne ikke havde været skarpe nok i de afgørende situationer. Selv om 2. halvleg startede som første med ligeved og næsten, så fik ØIF udlignet for første gang ved 18-18 efter 7 minutter. Herefter tog ØIF teten, og via vilje og fight holdt hjemmeholdet gæsterne fra fadet.
Der blev kæmpet i forsvaret så det slog gnister, specielt skal Simon Sørensen og Rasmus Winther nævnes som en god solid midterbase. Angrebene blev sat op som de burde, og ØIF kunne via flot opbakning fra de trofaste tilskuere køre en fortjent sejr hjem.
- Efter alle de nederlag er der virkelig flot, at holdet trods den modgang som de var igennem i første halvleg kom igennem, og endte med en sikker sejr, siger Østbirks træner Jesper Petersen.
Mathias Jørgensen fik come-back efter 3 måneders skade/sygdomsforløb.
- Efter kampen måtte sejrsangen deles ud på skrift, da der er så længe siden vi har hørt den gjalde i Østbirk, lyder det med højt humør fra Østbirklejren.
Kampens spiller blev endnu engang målmand Kasper Ballegaard, som i de sidste 40 minutter specielt lukkede ned. Han er endvidere blevet kåret til februar måneds spiller.
Næste kamp er allerede førstkommende torsdag, hvor Ry kommer på besøg i Østbirkhallen. Ry ligger også i bunden med kun 1 point mere end Østbirk, så det er en kamp som skal vindes.
- Så mød op og hjælp de lokale drenge til sejr, opfordrer Henrik Sund Christensen, ØIF-håndbold.
Målscorere for ØIF: Nicolai Holst 9, Mathias Jørgensen 8, Mikkel Strunge 5, Niels Thomsen 4, Simon Sørensen 3, Martin Jensen 2 og Sune Sølvsteen 2.