Østbirk slog topholdet i Torsted



Søndag den 12. marts sluttede Østbirk IF’s U10 håndboldpiger turneringen af med et brag af en kamp i Torstedhallen.
 Det første opgør mellem de to hold endte 8-2 til Torsted, som lå på en klar førsteplads i rækken uden en eneste tabt eller uafgjort kamp.
 Østbirk-pigerne og deres trænere var dog ikke indstillede på at overgive sig uden kamp og selvom Torsted hurtigt kom foran 1-0, gav pigerne ikke op. Aftalen var klar. Der skulle dækkes brandgodt op. ØIF’erne skulle stå tæt og lukke godt sammen om den der havde bolden. Kræfterne skulle hovedsageligt bruges i forsvaret.
 Det må man sige at pigerne havde taget til sig. Godt anført af Mille Holm i midterforsvaret, kæmpede de en herodisk kamp, hvor Torstedspillerene gang på gang frustrerede måtte se sig omringet af hele tre Østbirkspillere, der ikke havde tænkt sig at vige en centimeter. Dette gjorde betingelserne nemmere for målmændene Maya Rasmussen og Ida Møller, der begge spillede op til deres absolut bedste, og havde mange gode redninger, når Torstedspillerne var tvunget til at afslutte fra distancen.
 I angrebet meldte alle Østbirkspillere sig ligeledes på banen med super gode gennembrud og frispilninger.
 Med 1 minut igen var stillingen 9-9 og Torsted havde bolden. Presset af et stadig stærkt kæmpende Østbirkforsvar, blev det en forceret afslutning forbi mål og med 9 sekunder tilbage af kampen, kunne de meget medlevende Østbirkforældre se Mia Christensen score til slutresultatet 10-9 til Østbirk.
 - Sikke en afslutning. Stor ros til alle pigerne for en fantastisk disciplin og god fight, siger Christina Christensen.
 Holdet i Torsted var: Maya Rasmussen, Ida Møller, Sofia Søndergård, Mille Holm, Astrid Påske, Camilla Andreasen, Johanne Mohrsen, Ronja Søby og Mia Christensen.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025