På Østbirk Skytteforenings 15 meter bane i Østbirkhallens kælder, trænes der i skoleskydning. Målet for eleverne, der alle går i 5 klasse på Østbirk Skole, er klart: penge til klassekassen. Og det går rigtig godt.
Andreas Juhl Nielsen viser stolt skiven frem for en imponeret Henning Grabow, formand for Østbirk Skytteforening. De små huller som kuglerne har boret i skydeskiverne er ganske rigtigt imponerende tæt på centrum - og det på de allerførste skud.
Her, den første træningsaften, skyder hver elev 25 skud. 8 elever ad gangen er der plads til på skydebanerne. Kammeraterne hygger sig i det tilstødende lokale, hvor skuddene tælles op efterfølgende, og således finder man dem, der skal repræsentere Østbirk Skole ved årets skoleskydning.
Forinden har alle elever fået en grundig instruktion af Brian K. Kristensen, for skydevåben skal naturligvis behandles med omhu.
Næste gang der øves er den følgende onsdag, her er instruktionen overflødig, for allerede efter en halv time behersker skytterne geværene perfekt under opsyn.
Skoleskydningen er et samarbejde mellem Dansk Skoleidræt og DGI. Skoleskydningen er et tilbud til alle landets 5. klasser, som startede i 1995, og de seneste år har deltagerantallet ligget på omkring 8000 elever.
Skoleskydningen er en turnering, hvor hele klassen kan deltage. Eleverne deles op i hold á fire. Træningen og den indledende runde afvikles i oktober og november af den lokale skytteforening. De bedste hold fra regionen går videre til en landsdelsfinale, hvor de bedste igen går videre til en landsfinale i Vingsted i slutningen af november.
Til de fem bedste hold i landsfinalen er der pengepræmier på 8.000 kr., 5.000 kr., 3.000 kr., 1.500 kr. og 1.500 kr. Derudover trækkes lod om en præmie på 1.000 kr. blandt de øvrige tilstedeværende hold. Beløbet går til klassekassen.