Dansere på slap line



Godt nok er der tale om en helt almindelig øvedag på Plejecenter Birkebo i Østbirk, men til ære for fotografen er danserne iført hvide skjorter, sorte bukser og cowboyhatte – med andre ord dét dress, som de skal optræde i på Horsensegnens Kulturfestivals store Wild West fest.
   Festen foregår på Egebakken i Egebjerg fredag den 19. juni fra kl. 18.00-23.00. 30 dansere fra Tamdrup, Egebakken og Birkebo har siden oktober sidste år øvet trinene til linedansen, som er en danseform under Country & Western stilen.
   Opvisningen på kulturfestivalen er kulminationen på fem dage med masser af aktiviteter og foredrag.
   Men selvom det er sjovt at danse linedanse, så er deltagernes smil på denne øvedag enten helt væk eller noget stivnede.
   For det ér svært.
   Hvor svært er 67-årige Carsten Jensen – eneste hane i kurven – mand for at sætte ord på.
   - Man skal koncentrere sig som ind i helvede for at få de informationer, vi har siddende oppe i hovedet, ført helt ned i fødderne. Dét, at se glad ud samtidig, er en hel disciplin for sig, som vi også lige skal nå at indøve, inden det går løs, fortæller Carsten, der ikke på nogen måde er en rutineret danser.
   Faktisk var det tre af hans venner, som fik ham til at melde sig til linedanse.
   - De var alle tre skvattet, og så tænkte jeg, at sådan noget bestemt ikke skulle ske for mig.
   Koordineringen af de mange trin – og evnen til at huske dem – er da også alle tiders træningsform og ikke kun rent kropsligt. Linedanse er også godt for hjernen, mener instruktøren Diana Busk Sørensen der står for Senior Line Dance i Østbirk. Også når festivalen er slut.
   - Benene har en tendens til at leve deres eget liv. Så det kræver træning, træning, træning ... Heldigvis foregår instruktionen på et niveau, så alle kan være med og synes, det er sjovt.
 Efter opvisningen fredag aften står menuen på pulled pork med tilbehør og applepie.
   Og så skal alle på dansegulvet til tonerne af bandet Thopper og Kentucky Zigzag.
   Horsensegnens Kulturfestival holdes hvert andet år.
   Bag festivalen står aktivitetsmedarbejdere og frivillige i aktivitetscentrene Søndergården i Brædstrup, Egebakken i Egebjerg, Hatting Centret i Hatting, Tamdrup Centret i Lund og Birkebo i Østbirk.
   Festivalen foregår på de fem centre.
   Formålet med festivalen er at fremme netværk og trivsel for de 60+ årige, tiltrække nye frivillige og udbrede kendskabet til kommunale og foreningsbaserede tilbud i området.
   Festivalen støttes af Velux Fonden, Brædstrup Humanitær Forening, Brædstrup Kultursamvirke, Horsens Folkeblads Fond, Familie Hede Nielsen Fond og Horsens Sund By.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025