
Festligt ser det ud, når skinneslibetoget kører gennem natten. Gnisterne slår op fra skinnerne, så man tror, at der er gået ild i enten skinner eller tog, og derfor har toget også tilnavnet ”Den ildsprudlende drage”.
De små ujævnheder, der slibes væk, er fundet ved de årlige kørsler med målevognstog, og når de bliver slebet væk, kan skinnerne holde i længere tid. Det er med til at reducere udgifterne til at vedligeholde jernbanen.
- I fremtiden skal der køre langt flere tog på skinnerne, og derfor er det vigtigt med en effektiv vedligeholdelsesindsats. Her spiller skinneslibningen en vigtig rolle, for når vi sliber skinnerne, går der længere tid imellem, at de skal skiftes ud, siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark.
Når skinnerne efter et par uger er kørt til, så reduceres skinnestøjen samtidig med 10 decibel. Skinneslibetoget kommer til Danmark cirka en gang om året, og kørslerne foregår om aftenen og natten for at genere togdriften mindst muligt.
Hver nat kan slibetoget nå at slibe en strækning på fem-seks kilometer. Tempoet er nemlig ikke højere end mellem 5 og 9 km/t, når toget er på arbejde, og de 32 finindstillede slibesten fjerner de rifler og bølger, der med tiden opstår, når der hvert døgn kører omkring 3000 tog rundt på det danske jernbanenet.
Arbejder aften og nat – parkerer i Skanderborg og Hjørring
Toget sliber skinner om aftenen og om natten, fortrinsvis mellem kl. 22.30 og kl. 5.
Skinneslibetoget kører efter følgende plan:
1.-2. marts: Hovedgård-Skanderborg
2.-3. marts: Hovedgård-Aarhus
3.-4. marts: Hørning-Århus
4.-5. marts: Hovedgård-Skanderborg
5.-6. marts: Hovedgård-Hørning
7.-8. marts: Skanderborg-Århus
8.-9. marts: Hørning-Aarhus
9.-10. marts: Hobro-Støvring
10.-11. marts: Støvring-Aalborg
11.-12. marts: Frederikshavn-Kvissel
Om dagen holder skinneslibetoget og en materielvogn parkeret på en station i området. På standpladsen bliver skinneslibetoget klargjort til aftenens og nattens arbejde. Klargøringen kan give støjgener for de nærmeste naboer til banen. Til og med den 9. marts holder toget i Skanderborg, de resterende dage holder det i Hjørring.
Skinneslibetoget er et af flere forskellige tog til slibning og fræsning, som Banedanmark benytter sig af for at sikre, at skinnerne er godt vedligeholdte. Som de øvrige tog er slibetoget et, som Banedanmark lejer, og som tilhører den schweiziske entreprenørvirksomhed Speno International.
Slibetoget har 32 slibesten, der hver især kan indstilles i forskellige vinkler, således at hver enkelt slibesten kan anvendes, hvor der er behov for at fjerne metal. Slibetoget kører 1-9 gange på samme strækning for at fjerne bittesmå rifler og bølger på skinnerne.
Hver aften og nat kan slibetoget i gennemsnit nå at slibe 5-6 km skinner færdigt i det tidsrum, der kører få eller ingen tog på en strækning. Der køres om natten for at genere togtrafikken mindst muligt Toget bruger 100-120 l diesel i timen. Det kan arbejde i ca. 40 timer på en tank diesel med 5.000 liter dieselolie.