Østjyske kommuner kan spare 65 millioner kroner



Hvis private virksomheder stod for opgaver som fx at slå græsset, lappe hullerne i vejen eller tømme skraldespandene i byens parker, så kan de østjyske kommuner tilsammen spare over 65 millioner kroner om året. På landsplan kan alle landets kommuner hvert år spare cirka 550 millioner kroner. Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri, der kortlægger, hvor meget eller lidt kommunerne udliciterer på de tekniske områder.

- 65 millioner kroner er mange penge, så jeg håber da, at hver enkelt kommune her i Østjylland vil se nærmere på analysen og muligheden for at udnytte skattekronerne bedre, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri Morten Kamp Thomsen.

Horsens kan spare 21 millioner kroner og Aarhus kan spare 16 millioner kroner om året. I Randers, Silkeborg og Skanderborg er der mulighed for at spare omkring seks millioner kroner i hver af kommunerne.

- Ofte har private virksomheder specialiseret sig og kan høste stordriftsfordele ved fx at slå græs i flere kommuner på en gang, og det er blandt andet en af årsagerne til, at de på nogle områder kan udføre arbejdet billigere end kommunerne selv. Derfor er der ingen grund til ikke at udlicitere opgaverne, hvis der er en gevinst at hente, siger Morten Kamp Thomsen.

Solrød, Holstebro, Frederikssund, Gribskov og Ballerup er de kommuner i Danmark, som udliciterer mest, mens Bornholm, Rødovre, Tårnby, Lejre og Horsens, som er de kommuner, som udliciterer mindst.

Se analysen af kommunernes udlicitering af de tekniske områder her

Se hvor meget din kommune kan spare ved at udlicitere her

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025