Østjyske kommuner sender regning på 224 millioner



Foto: Anders Bach

Det koster ekstra at drive virksomhed i de tre østjyske kommuner Aarhus, Randers og Horsens. Her betaler de lokale virksomheder nemlig en ekstra regning på 224 millioner kroner alene i år i dækningsafgift. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri.

Dækningsafgiften er en afgift på forretningsejendomme, og det er kommunerne selv, der beslutter, om de ønsker at opkræve afgiften.

- Jeg synes faktisk, at det er mange penge. Og selvom størrelsen på afgiften er faldet år for år, så går det for langsomt med at blive afgiften kvit. Aarhus har indgået en aftale om, at dækningsafgiften forsvinder i 2028. Intentionen er god, men det går for langsomt, siger formand for Dansk Byggeri Østjylland Michael Ancher og tilføjer:

- Randers bør også gå i gang med at se på, hvordan de kan afskaffe dækningsafgiften inden for fx en femårig periode, så hele Østjylland bliver en område uden dækningsafgift. Horsens er godt i gang, mens Silkeborg i år har fjernet afgiften i et hug. Så det kan lade sig gøre.

Det glæder Dansk Byggeri Østjylland, at langt de fleste lokale kommuner ikke opkræver afgiften.

- Kommunerne bør bruge krudtet på at gøre det attraktivt at drive virksomhed i lokalområdet frem for at indkræve ekstra afgifter. For når virksomhederne har det godt, så både fastholdes og skabes der arbejdspladser, og det er også godt for kommunekassen. Det hele hænger jo sammen, siger Michael Ancher.

På landsplan opkræver 42 kommuner tilsammen 2,4 milliarder kroner i år i dækningsafgift.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025