I 2015 ville Ole Lund Kirkegaard være blevet 75 år. Derfor er en række privatpersoner, foreninger, institutioner m.m. gået sammen i Di Heslige Slønglers Klup for i uge 22 2015 at kunne fejre den store forfatter. Det er tanken, at denne fejring bliver startskuddet til tilbagevendende Sløngeldage.
Ole Lund Kirkegaard, som levede 1940-1979, har et stort, flot og omfattende forfatterskab bag sig - et forfatterskab, som i kvalitet og udbredelse kan måle sig med H.C. Andersens. Bøgerne er fulde af fantasi og frihedstrang. Ole Lund Kirkegaard evnede at sætte sig ind i skæve eksistenser og det at være barn.
Spændende program i Sløngelugen
Di Heslige Slønglers Klup har netop færdiggjort programmet for Sløngelugen. Udgangspunktet for arbejdet har været, at dagene skal være præget af kvalitet & kreativitet, frækhed & frihed, nysgerrighed & provokation og mangfoldighed & folkelighed. Aktiviteterne skal udfolde sig på skolerne, i gadelivet, på Museet, i forsamlingshusene og i Kulturhuset Skanderborg.
Fra det færdige program kan nævnes:
- Foredrag om Ole Lund Kirkegaard v. Jens Andersen tirsdag den 26. maj kl. 19.30 i Kulturhuset.
- Løgneren er løs - Carl Quist Møller onsdag den 27. maj kl. 17.00 i Kulturhuset.
- Koncert - Troubaduren Sebastian torsdag den 28. maj kl. 20.00 Kulturhuset. En akustisk solokoncert med udpluk fra et omfattende og varieret repertoire, herunder hans musikalske fortolkninger af Ole Lund Kirkegaards univers.
- Sløngelløjer til Lys Nat fredag den 29. maj. Gøgleren David Skunk sørger for liv i gaden med klovneri, fis og ballade – slet og ret artisteri på slap line. Testrup Højskoles Dramalinje gør Adelgade endnu mere usikker.
Heslig Lørdag den 30. maj
- Bogdag for Bette Lorte i Kulturhuset Skanderborg med Overrækkelse af Orla-prisen.
Her kan man møde Peter Sommer, Alberte Winding, Hella Joof & Cato Thau Jensen, Marianne Jelved, Steffen Larsen og mange flere.
Cirkus Benito er i Byparken, hvor man møder bl.a. Orla Frøsnapper og kanonkongen, når Cirkus Krone og Skanderborg Amatørteater forvandler sig til Cirkus Benito.
Der bliver drengestreger og kameler i Byparken, OLK-tableauer på Kulturtorvet og gadeliv for fulde gardiner med musik, klovnerier osv.
Billetter til Cirkus Benito, Sebastian og foredrag med Jens Andersen købes på www.kulturhuset-skanderborg.dk og man kan følge Sløngelugen på facebook/Sløngeldage.