Omskæring lemlæster piger verden over



Pigeomskæring: Det sker lykkeligvis ikke i Danmark. Ikke desto mindre er det sket for flere end 200 millioner piger og kvinder verden over. De er blevet omskåret og har oplevet den smerte, det er at få fjernet deres ydre kønsorganer helt eller delvist. Ofte sker indgrebet, før pigen er fyldt fem år.
På mandag er det FN’s internationale dag mod pigeomskæring – en dag der sætter særligt fokus på den flere tusinde år gamle tradition. Lad os denne dag sende et opråb til dem, der fører kniven. Til de lande og samfund, der endnu ikke har udryddet det farlige overgreb, der kan føre til smertechok, lemlæstelse og i værste fald døden. Et opråb om at stoppe den harmfulde praksis.
De fatale følger af omskæring fik lille Djénèba fra Mali at føle, da hun – kun to måneder gammel – blev omskåret.  Hendes forældre fulgte den tradition, som herskede i samfundet, og de troede, at det nu skulle gå deres lille pige godt. For dem var omskæring lig med accept, anerkendelse og giftefærdighed. Men snart stod det klart, at noget var helt galt. Den lille pige udviklede en misdannelse der, hvor hun var blevet skåret i. En misdannelse, der kun blev større i Djénèbas første leveår.
Djénèba er langt fra alene. I Mali i Vestafrika er 91 procent af kvinderne omskåret. Her har BØRNEfonden i mange år arbejdet for at udrydde den indgroede tradition. Støtte, oplysning og samarbejde er en vigtig del af arbejdet. Vi inddrager børn, unge, forældre, religiøse ledere, lærere og sundhedspersonale i vores arbejde med at oplyse om børns rettigheder og om de konsekvenser, som det invaliderende indgreb kan have. Det er et langt, sejt træk at ændre gamle traditioner og fastgroede holdninger, men vi oplever fremskridt. Mange landsbyer i Mali har med deres ledere i spidsen skrevet under på, at de vil stoppe den ellers indgroede tradition. Og flere og flere lande forbyder pigeomskæring.
Først da Djénèbas mor kom i kontakt med en kvindegruppe, som BØRNEfonden havde etableret, blev hun oplyst om konsekvenserne af omskæring, og det gik op for hende, hvad årsagen var til hendes nu fireårige datters misdannelse. Gennem BØRNEfonden fik Djénèba mulighed for at få fjernet misdannelsen ved en operation, og hendes mor tager nu selv del i oplysningsarbejdet imod omskæring. 
Vi skal glæde os over, at et stigende antal befolkninger og lande tager afstand fra pigeomskæring, men arbejdet stopper ikke her. Ifølge Unicef kan antallet af piger, der udsættes for omskæring, stige markant i løbet af de næste 15 år pga. den store befolkningstilvækst. Skal vi nedbringe antallet af omskårede piger i fremtiden, kræver det derfor en endnu større indsats – med støtte, oplysning og samarbejde.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025