Orker, riddere og troldmænd i Boller Overskov



Vitar Horsens Rollespilslaug flytter sine månedlige liverollespil fra Lille Rold Skov til Boller Overskov, og med cirka 30-40 store og små rollespillere i fuld udklædning kommer der virkelig liv mellem træerne.
 Vitar spiller den 3. lørdag i hver måned, og har førhen brugt Lille Rold Skov efter aftale med skovfogeden, men fremover er lauget blevet henvist til Boller Overskov, og den 20. januar dukker de op for første gang i de nye omgivelser.
 - Vi er bare glade for, at vi har et naturskønt sted, vi kan spille. Vi stiller jo telte op og etablerer en lille by i skoven hver gang. Liverollespil kræver en del plads, og det er bedst i en skov, fordi der er masser af gode gemmesteder, læ og plads til udfoldelse, siger Lasse Rommedahl, der er Hoved Game Master og spilansvarlig i Vitar Horsens Rollespilslaug.

Hvad gør man, hvis man møder en ork?
Går man gennem skoven og møder udklædte i gang med spillet, så skal man ikke blive forskrækket.
 - Nogle af os ser måske lidt uhyggelige ud. Vi har jo både orker og sortelvere, som er malet både grønne og sorte i hovederne. Man skal egentlig bare smile og gå forbi, men man må også gerne komme forbi og kigge på. Vi har intet imod tilskuere, men vi ignorerer folk, som ikke er en del af spillet, når vi er i gang, da vi gerne skal blive i rollerne. Hvis nogen vil i kontakt med os, så kan vi naturligvis godt træde ud af rollen og gå ”off-game”, forklarer Lasse.

Hvis man har lyst til at vide mere om Liverollespil i Boller Overskov, så er man velkommen til at kontakte Vitar Horsens Rollespilslaug på telefon 60722572 mellem 16-18 på hverdage.
Vitar Horsens Rollespilslaug har cirka 160 medlemmer i alderen 10 til 52 år. Klubben afholder liverollespil én gang om måneden i Boller Overskov. Her er erfarne spillere med til at sikre, at de nye spillere sættes ind i regelsættet og historien.
Foreningen holder til i lokalerne på Nordrevej 14 i Horsens, hvor ”Fantasiens Port” står pivåben for alle medlemmer hver tirsdag fra kl. 18.30 til 21.00. Her hygger spillere fra 10 år og opefter og får undervisning i rollespil. De øver scenarier, arbejder med regelsæt og finpudser de figurer, de skal spille i skoven, lige som der trænes kampteknik med latexvåben.
Onsdage i lige uger er der Warhammer-figurspil, og hver mandag triller terningerne til Pen & Paper-spil i lokalerne på Nordrevej.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025