Kan man finde talentfulde børn nok til en musical som ”Annie” hvor en stor del af handlingen foregår på et børnehjem i 1930’ernes New York? Svaret er ja.
Det var næsten, som om samtlige medvirkende piger i første scene i sovesalen på børnehjemmet kunne have spillet hovedrollen, da Palsgaard Sommerspil havde premiere på ”Annie”. Der er talent og stemme til mange års forbrug i den flok. Rollen som Annie blev spillet hjem med stor charme. Den pige virker naturlig, afslappet og utroligt engageret på samme tid. Den største ros skal lyde herfra til hende… whau for et talent.
Scenen er sat med et falmet tapet i et snusket forstanderkontor og en kold sovesal med køjesenge - og pludselig med få bevægelser af diskrete scenefolk er vi på torvet og i slumkvarteret. Flot og effektivt. Endnu mere begejstret bliver man, da samme scenefolk med få midler pludselig folder Mr. Warbucks’ milliardærvilla ud med hall og kæmpetrappe og kontor og møbler og lysestager. Det er vist første gang, jeg har oplevet, at et sceneskift har udløst applaus fra publikum, men det var fuldt fortjent. Og helt overskudsagtigt var der et lag mere i kulissen, som lige med et viste en biograf med reklamelys og indgang. Kære scenefolk på Annie-holdet, det I har gjort, er gennemført og en stor del af hele den flotte forestilling.
Det svære ved en markant figur er at holde den gennem hele stykket. Det formåede Miss Hannigan til fulde. Humørskift med hysteri, fuldskab og vrede holdt og sad lige i skabet.
Oliver Warbucks blev spillet med sikkerhed og en flot sangstemme, brugt på den rigtige måde som et flot professionelt spil med den lille pige. Hans sekretær Grace Farrel lyste op på scenen, sangmæssigt og med et blændende spil. De sjovere figurer Rooster og Lily var et lyspunkt i stykket. Fuld gas og godt spil, Lily fik mange smil frem på læberne som den overgearede småsvindlende blondine, og hun kunne tydeligvis andet end at spille og synge, hendes dans lagde man mærke til. Præsident Roosevelt i kørestolen var spillet rigtig godt, ingen stor rolle, men bestemt vigtig og godt fyldt ud. Ligesom Bert Healy og fru Roosevelt var ensemblet limen i totaloplevelsen. I kan det der med kor og stemmer på Palsgaard. Scenen i radiostudiet med syngepigerne var helt speciel for mig. Flerstemmig sang og en sjov bugtalerdukke Selv Chaplin kom på besøg, og en rigtig levende hund, der så ud til at føle sig hjemme. Ja, der var for øjet og øret hele aftenen. Små kiks med lyden og en mus og en tøjhund, der kunne have set mere ægte ud, var jo kun småting, der understregede, at Sommerspil Live er lige midt i virkeligheden. En virkelighed, som jeg er glad for, jeg var en del af, da ”Annie” havde premiere. I fortjener rigtigt mange tilskuere i år.
Til alle de danskere, der vrisser ad den danske sommer: Tag til Palsgaard og se ”Annie”. Der skinner solen.
Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!
