
Livredderne på Saksild Strand hentede en far og hans 6-årige datter ind på land i går eftermiddags, da de ikke selv var i stand til at komme tilbage til stranden. De to badede i livreddernes primære zone, men var kommet et godt stykke ud for kysten. Nogle badegæster i vandet signalerede til livredderne, at der var brug for hjælp, og livredderne padlede ud til faren og datteren. Pigen blev reddet op på livreddernes rescueboard, mens faren holdt fast i boardet på turen ind mod land. Både far og datter var chokerede og udmattede, men der var ingen brug for yderligere behandling.
- Vi ser frem til en travl weekend på strandene i hele landet med rigtig mange badegæster. Derfor vil vi gerne opfordre til, at man passer godt på sig selv og hinanden og ikke løber unødige risici ved at svømme for langt ud fra kysten eller blive i vandet, hvis man er ved at være træt. Det er også godt at kende sine begrænsninger, når det gælder svømning, så man ikke bringer sig selv i farlige situationer, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning.
Det er også altid en god idé at bade, hvor der er livreddere.
- Den bedste måde at få en sikker badetur er ved at vælge en strand, hvor der er livreddere til at holde øje. Bad imellem de to flag i strandkanten, som markerer livreddernes primære zone, så er der ekstra tryghed, hvis du kommer i nød, siger René Højer, programchef med ansvar for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden.
Find den nærmeste strand med livreddere
På www.respektforvand.dk kan du se, hvor du finder det nærmeste livreddertårn, og læse de 5 nationale baderåd. Du kan også gratis downloade TrygFonden Kystlivrednings app Strandvejr til iPhone og Android.