KLUMME - I min bogreol har jeg reserveret en helt særlig plads til nogle af de største litterære klassikere, som jeg mener, er blevet skrevet. Deri er bl.a. sørøverhistorien over dem alle – Skatteøen – og også Junglebogen, Jorden rundt på 80 dage og ikke mindst Peter Pan. Sidstnævnte er nemlig en historie, der ved første øjekast fortæller én historie, men læser man den igen og igen, ændrer historien sig.
Af Troels Bering
De fleste kender historien gennem Disney, hvor sangen ”I kan flyve” fremvises hvert år juleaften. Den søde Peter Pan, der inviterer tre børn på eventyr på Ønskeøen, hvor de skal slås med piraten Kaptajn Klo og Indianerne sammen med De fortabte Drenge. Altså en nogenlunde uskyldig eventyrroman ved første gennemlæsning – men der ligger mere i den historie ved anden gennemlæsning.
Det er de færreste, der første gang lægger mærke til, at Peter faktisk morer sig, da havfruerne forsøger at drukne Wendy. Han bliver ikke forfærdet eller kommer Wendy til hjælp. Han griner. Det er en leg for ham. Selv slåskampene med piraterne er en leg for Peter – til trods for, at det bestemt ikke er en leg for Kaptajn Klo. Peter Pan evner ikke at se det alvorlige. Faktisk kan han ikke tage noget som helst alvorligt.
Tid til konfirmation
I disse dage bliver en masse unge mennesker konfirmeret, og dermed begynder deres rejse fra barn til voksen. Ét af skridtene på denne rejse bliver at kunne tage noget alvorligt. Det er en vigtig del af ens empatiske kompas at kunne tage noget alvorligt, og ikke stikke af eller gemme sig bag legens morskab. Gør man som Peter Pan – og nægter at vokse op – vil man komme til at mangle evnen til at sympatisere med andre mennesker.
Dette her er ikke bare min holdning. I psykiatrien er der opstået et såkaldt Peter Pan-syndrom, der beskriver umodne mennesker – for det meste i 30-40 års alderen. Folk, hvis adfærd ikke stemmer overens med deres alder. De nægter at blive voksne, tage ansvar og de skyer forpligtelser som var det fanden selv. Disse mennesker er ofte meget ulykkelige, kan ikke danne relationer, og de bliver vraget fordi deres opførsel er meget egoistisk. Ikke at ville vokse op er nemlig ikke at ville indgå i samfundet.
Alene på Ønskeøen
Genlæser man derfor Peter Pan, vil man hurtigt genkende et ret stakkels væsen, der kun tænker på sig selv og sin egen morskab. Han kan kun li Wendy, John og Michael så længe, de gider lege. Så snart de ønsker at vokse op, vender han sig bort, og vil ikke være sammen med dem mere. Han ender alene på Ønskeøen, omsluttet af sin egen fantasi.
Selvom historien om Peter Pan er historien om fjollede eventyr, er det altså også historien om, hvor vigtigt det er at kunne tage sig selv alvorligt, hvis man ikke skal ende med at distancere sig selv fra verden. Så kære konfirmander: Held og lykke med livet. Der er mange ting at lære – og denne er én af dem. Bliv ikke som Peter Pan – hvor sjovt han end må virke til at have det – for hans skæbne er faktisk enormt tragisk.
