Krisen slipper Horsens



Grunde i udstykningen Anne Cathrines Have blev solgt på rekordtid. Blot et af mange eksempler på at krisen er ved at slippe sit tag i Horsens, mener borgmester Peter Sørensen (S).

Masser af lokalplaner og projekter. Det præger Teknik og Miljø udvalgets dagsordener i Horsens Kommune.
 De mange initiativer – og dermed væksten – er stille og roligt begyndt at slå igennem i løbet af det seneste halve år. Blandt andet lokalplanforslag for ca. 140 nye boliger i Egebjerg og ca. 25 i Tyrsted.
 Den 10. marts 2015 var der fem lokalplaner på dagsordenen. Blandt andet den endelige vedtagelse af lokalplanen for Fængslet – Horsens helt store turistattraktion.
 - Der er løbende mange projekter i gang i Horsens Kommune. De senere år har der været problemer med at få planerne finansieret, men nu ser billedet heldigvis ud til at være vendt, siger formand for Teknik og Miljøudvalget Ole Pilgaard Andersen (DF).
 I 2015 har Teknik og Miljøudvalget indtil videre vedtaget fire lokalplaner og syv nye lokalplanforslag.
 Ifølge borgmester Peter Sørensen (S) er de svulmende dagsordener et bevis på, at krisen nu endelig er ved at slippe sit tag i Horsens.
 - Vi har for øjeblikket mange lokalplanforslag liggende i venteposition. Det ser jeg som udtryk for, at der er rigtig meget spændende byggeri i støbeskeen i Horsens Kommune, siger Peter Sørensen og nævner blandt andet det rekordhurtige salg for nylig af otte grunde i udstykningen Anne Cathrines Have som eksempel på, hvor attraktiv kommunen er at bo i.
 - Horsens har meget at byde på, både når det gælder skoler, børnehaver, uddannelsesinstitutioner, virksomheder oplevelser og meget mere. Alle disse tilbud på højt niveau tiltrækker flere og flere mennesker, hvilket øger grundlaget for vækst, siger Peter Sørensen.
 Af øvrige større projekter og lokalplaner som har været på Teknik og Miljøudvalgets dagsorden i årets første måneder kan blandt andet nævnes det længe ventede lokalplanforslag for Havnetrekanten, der omfatter et kontorhus og boliger til mange millioner kroner stykket.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025