Pleje og konkurrence er som ild og vand



For første gang i min fornyeligt startede politiske karriere, var jeg den 25. august, til politisk debatmøde på Cerescentret med Pensionisternes Kontaktudvalg. Her var jeg sammen med spidskandidaten fra SF, Paw Amdisen, samt andre repræsentanter fra de fleste andre partier. Jeg var enormt spændt på, hvordan en sådan politisk debat fungerede i virkeligheden – nu med en mere insider-tilgang end hidtil.
 Emnerne, der blev bragt op her på mødet interesserede og interesserer mig meget, da jeg selv har med ældre mennesker at gøre til dagligt, da jeg udover at stille op som byrådskandidat også læser til sygeplejerske og arbejder i hjemmeplejen.
 En af emnerne vi kom ind på var, hvordan vi her i kommunen (og alle mulige andre steder) strukturerer vores hjemmepleje. Spørgsmålet om uddelegering af plejeopgaverne til det private. Og her undrede noget mig.
 Tankerne lød på, at man med en privatiseret og en offentlig hjemmeplejeydelse skaber en konkurrence, der dermed, angiveligvist, skulle optimere plejen. Altså, konkurrencen mellem det private og det offentlige skulle, som jeg forstod det, gøre, at man var ”mere oppe på dubberne”, og på den måde ville være det tilbud, der var bedre end det andet. Og her bliver jeg altså forvirret.
 Jeg er godt med på, at man med en bred palette af valgmuligheder som borger helt selv og frit har muligheden for at vælge præcist det tilbud, man må finde særligt relevant for en selv, hvilket jeg som udgangspunkt synes, man altid skal sigte efter – forskellige tilbud til forskellige mennesker. Men konkurrence?
 Konkurrence er noget, du finder ude på en fodboldbane, ude i erhvervslivet og til skiskydning. Når det kommer til pleje af dem, der har brug for det. Dem, der er Horsens’ DNA. Dem, der har været med til at lave det Horsens, vi i dag sætter vores fødder, tanker og beslutninger i hver dag, de er ikke en del af nogen konkurrence, hvis I spørger mig.
 Problemet ligger ikke i, hvorvidt der er konkurrence nok. Det ligger i, at der ikke er tid nok. Vi skal spare for meget. Prioriteringerne er en anden, end hvad man kunne ønske. Hvis man begynder at præge vores pleje af de ældre borgerer, der ikke kan klare sig selv med konkurrence, så glemmer vi noget meget vigtigt. Nemlig, at plejen i sig selv handler om nogle meget enkle ting.
 Det handler om at finde mennesker – ildsjæle – der med deres arrangement, empatiske måde at være på og gerne gode, sundhedsfaglige uddannelse, brænder for deres fag. Mennesker, der hver dag tager deres uniform på for at være noget for andre. Og mens de render rundt ude i felten i dette øjeblik - med sved på panden og prøver at finde ud af at dokumentere på deres IT-redskaber og kunne reglerne udenad for, hvad dokumenteret, god pleje drejer sig om – nu, hvor du læser dette læserbrev, så er det vores, lokalpolitikernes, opgave at finde ud af, hvordan vi varetager disse ”plejens flammer”. For hvis vi ikke gør det, så brænder de ud.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025