For første gang skal alle 12 beboere i demensafsnittet Drivhuset på Plejecenter Lindehøj af sted på udflugt.
Målet er Givskud Zoo, og midlerne indhentes via en markedsdag, som beboere og personale inviterer pårørende, venner, børn, børne- og oldebørn til lørdag den 20. juni fra kl. 10-14.
- Det kræver en del planlægning fra personalets side at arrangere sådan en udflugt. Men vi tror på, at en fælles oplevelse for alle beboere vil glæde dem. Og selvom de måske hurtigt glemmer dagen, vil fotos fra turen blive hængt op, og ved efterfølgende at tale om turen kan vi ”tage af sted igen og igen, siger Karin Emig, der er assisterende områdeleder i Drivhuset.
Hun håber, at mange familiemedlemmer – også tanter, kusiner m.fl. - vil møde købelystne op, så udgiften til Givskud Zoo kan afholdes af indtægterne.
For øjeblikket giver beboerne en hjælpende hånd med at fabrikere kreative ting, som skal sælges på markedet.
På markedsdagen bliver der også tid til at synge, spille bowling, spise pølser fra grillen og nyde en stille stund på græsset.
Demensafsnittet Drivhuset omfatter plejeboliger for borgere med demens.