
Det glæder politiet, som siden februar har haft 100 fotovogne på vejene i hele Danmark – 75 flere end før – fordelt i de 12 politikredse efter antal uheld, befolkningstal og kørte kilometer. Der er flest fotovogne der, hvor der sker flest uheld.
Tallene viser, at trafikanterne navnlig lettede foden fra speederen i de større byer og på landevejene i månederne februar, marts og april. I maj måned nærmede gennemsnitshastighederne sig niveauet fra sidste år.
Rigspolitiet vil på længere sigt foretage en egentlig, systematisk evaluering af fotovognenes effekt, men allerede på nuværende tidspunkt er det opfattelsen, at nedgangen i gennemsnitshastigheden i hvert fald delvist skyldes det øgede antal fotovogne og medieomtalen af dem.
At der er en større sandsynlighed for at blive opdaget, hvis man kører for hurtigt, fremgår da også af Rigspolitiets egne tal. For selv om hastigheden falder, er antallet af sigtelser for hastighedsovertrædelser målt af fotovogne steget med 40 procent fra sidste forår til dette forår.
Stigningen er kommet, selv om fotovognene ikke har været helt så meget på gaderne som planlagt – dels på grund politikredsenes prioriteringer af mandskab efter terrorhandlingerne i København i februar og dels fordi det har taget tid at oplære operatørerne til at bruge det nye udstyr.
’Det glæder mig virkelig meget, at gennemsnitshastigheden er faldet på de danske veje. Der er en klar sammenhæng mellem hastighed og uheld, så jo bedre trafikanterne bliver til at overholde fartgrænserne, jo færre dræbte og tilskadekomne bliver der. Målet med ATK-indsatsen er jo netop at få hastigheden ned, så de foreløbige resultater er meget opmuntrende’, siger centerchef Thorkild Steen Jensen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Rigspolitiet gennemfører en omfattende og systematisk evaluering af fotovognenes effekt, når der foreligger et tilstrækkeligt omfattende datagrundlag. Evalueringen forventes færdig i løbet af efteråret 2016.