Fredag aften blev der for alvor sat gang i byfestteltet i Hovedgård.
After-ski opvarmning med DJ Gaz til Haupthof Nackfurtz bar og happy hour, blev på aftenens sidste tre en halv time på stemningsskalaen, skruet op på hvad Chili Klaus sikkert ville betegne som ”vindstyrke 12”.
Legendariske The Powls havde, som de selv sagde det, utroligt nok fået lov at spille endnu en gang i Hovedgård. Til stor fornøjelse for et feststemt publikum.
The Powls leverede som sædvanligt stribevis af slagere indpakket i deres helt specielle underholdningsmenu, og den er både morsom, dansevenlig, og i det hele taget som skabt til byfest med højt humør og lidt vådt til halsen.
Powlerne leverede som altid et forrygende show, hvor de i bogstaveligste forstand kommer langt ud over scenekanten. De drøner rundt i teltet og krydrer musikken med jokes og spas til stor morskab for fanskaren. Borgerne i Østbirk kan roligt begyndte at glæde sig. The Powls besøger nemlig også byfesten i Østbirk til august.