Psykisk udfordrede unge imponerer i almindelige ansættelser



På sit arbejde skaber Camila Heissel værdi, som den hun er - imødekommende, glad og dygtig.

- Har man viljen, så skal vi nok hjælpe folk i et rigtig godt job!
 Ordene kommer fra Søren Nordstrøm, flowleder hos Reitan Distribution i Horsens. En virksomhed, der har ansat to medarbejdere med psykiske udfordringer i almindelige jobs - og med stor succes. Reitan er nemlig med i det nyskabende Projekt Job Job Job, der knytter psykisk sårbare unge tættere til erhvervslivet og uddannelse.

Gåpåmod gav fuldtidsansættelse
Én af de unge, Reitan har ansat, er Mads Follmann Knudsen på 27 år. Han var klar til at arbejde fra dag et, hvilket hurtigt resulterede i en fuldtidsansættelse som lagermedarbejder.
 - Mads er en fantastisk ung mand med et kæmpe humør, så det har kun været positivt ansætte ham, fortæller Søren Nordstrøm.
 De unge projektdeltagere giver alt, hvad de har i projektet og træner kost, søvn, motion i naturen og jobsøgning. Alt sammen for at blive klar til et arbejde på helt almindelige vilkår.
 - Vi sætter diagnoserne i baggrunden og lægger i stedet fokus på de unges potentiale og drive. Det har de nemlig masser af, og det er det, der gør dem til dygtige medarbejdere, fortæller projektleder i Job Job Job, Lene Gilsaa.

Åbne virksomheder tiltrækker anderledes arbejdskraft
På McDonald’s Flintebakken i Horsens arbejder Camila Heissel på 20 år. Souschef Gitte Søgaard ansatte hende igennem projekt Job Job Job og mener, at det åbne arbejdsmiljø er med til at gøre ansættelsen til en succes:
 - Vi har en åben-dør-politik, hvor man altid kan snakke med en leder, hvis man har behov for det. Både hvis man er påvirket af noget personligt eller noget arbejdsmæssigt, siger hun.
 Projektet går langt for at opfylde den enkelte virksomheds specifikke behov og ønsker. Dog skal man som virksomhed være tilgængelig og se muligheder. Som Lene Gilsaa, pointerer:
 - Et godt og ærligt samarbejde med virksomhederne er afgørende. Det er vigtigt, at der er åbenhed om eventuelle udfordringer hos de unge, så vi sammen kan tage dem i opløbet.
 Projektet opfordrer  flere virksomheder til at blive matchet med en ny og spændende type medarbejder.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025