
Folk i hele landet har tilsyneladende rigtig godt styr på deres alkoholforbrug. I hvert fald hvis man skal tage efter antallet af mennesker, der indtil nu har benyttet sig af den landsdækkende, gratis og anonyme onlinerådgivning lidtformeget.dk, som Horsens Kommune startede for to år siden.
Ordningen tilbyder borgere og deres pårørende hjælp i form af forløb med videosamtaler eller rådgivning på telefon og mail. Formålet er at sætte ind med tidlig hjælp, inden alkoholafhængigheden ender i arbejdsløshed og skilsmisse.
Sidste år modtog rådgivningen 186 henvendelser. Af dem sendte 111 en mail, mens syv gennemførte et forløb med videosamtaler.
Men mange flere kunne få glæde af det forebyggende tilbud, mener Asbjørn Høj, der er leder af Center for Socialt Udsatte i Horsens Kommune.
- Der er fortsat stor skyld og skam forbundet med at bede om hjælp, og mange har ikke lyst til udstille deres alkoholproblemer ved at opsøge et misbrugscenter. Her kan onlinerådgivningen med dens trygge og fleksible rammer være et rigtig godt tilbud. Folk kan sidde hjemme i deres egne stuer og modtage behandling, og de kan gøre det på fleksible tidspunkter.
Lidtformeget.dk henvender sig både til folk, der er usikre på, om de drikker for meget, og til dem der har udviklet et decideret misbrug. Hvis misbruget er for massivt og langvarigt, hjælpes folk videre til anden behandling.
Ifølge Lea Hededal Dyrby, behandler i Horsens Kommune, er det folk i alle aldre og sociale lag, der henvender sig. Størsteparten har ikke fortalt andre om deres problemer med alkohol. I løbet af den første samtale bliver der blandt andet spurgt ind til alkoholmønstre, hvad der udløser trangen, hvad effekten er af drikkeriet m.m., og der lægges en plan for, hvad der skal arbejdes med.
- Nogle har indset, at de drikker for meget. De oplever, at alkoholforbruget påvirker dem på den måde, at de er trætte og ikke længere kan præstere det samme. Andre spørger, om de drikker nok til, at de kan få hjælp. Til det svarer jeg, at det ikke så meget handler om, hvor meget de drikker men mere om, hvilke konsekvenser deres forbrug har i relation til job og familie.
Ifølge tal fra Sundhedsprofilen i Region Midt udviser 15 % af horsensianerne tegn på alkoholproblemer. Det svarer til 7300 personer. Af dem ønsker 33 % at nedsætte deres forbrug.