
Regeringen kommer snart med danmarkshistoriens første samlede forsyningsstrategi. Strategien skal effektivisere – ikke privatisere – forsyningssektorerne for at gøre vand, varme mv. billigere for forbrugerne.
En almindelig dansk familie bruger hvert år ca. 37.000 kr. på forsyningsydelser som vand og varme. Det er i gennemsnit det samme beløb, som de bruger på mad og dagligvarer.
Forskellen er, at familierne kan jagte tilbud i Netto eller Fakta, mens de er bundet til én leverandør af vand og varme. De kan ikke skifte vand- eller fjernvarmeselskab, hvis de gerne vil have en lavere vand- og varmeregning og bruge pengene på andre ting i husholdningsbudgettet.
Jeg mener, derfor det er relevant at spørge om regningen er for stor. Noget kunne tyde på det.
Flere analyser peger på, at vi kan effektivisere i forsyningssektoren for ca. 7. mia. kr. Det er stort beløb, som vil give mange danskere ekstra luft i økonomien. Og da vand og varme koster det samme, uanset om man er direktør eller ufaglært, vil gevinsten ved en effektivisering være særlig glædelig for familier med lave indkomster.
Danmark har en meget velfungerende forsyningssektor med høje miljøstandarder og høj forsyningssikkerhed. Det skal vi bygge videre på og udvikle. Både hvad angår kvalitet og pris.