Regeringens sundhedsudspil mangler prioritering



De hastigt stigende medicinaludgifter har fået fagfolk og forskere til at kræve politisk handling, da konsekvensen af de stigende medicinudgifter er drastiske besparelser på personale, pleje og akutberedskab.
”Medicinalindustrien har i dag frit spil til at tage overpris på medicin, uden at sundhedsvæsenet har mulighed for at forhandle priserne ned. Konsekvensen er, at man overskrider medicinbudgetterne så markant, at der må indføres besparelser på andre områder, som både rammer de svageste patientgrupper og koster nedskæringer på personale, pleje og akutberedskab," siger Alternativets sundhedsordfører Niko Grünfeld.
I nabolande som Norge, Tyskland og England har man allerede med succes indført prioriteringsinstitutter. Foruden en reduktion af medicinudgifterne på mellem 25-50 pct. er resultatet også, at der er blevet mere lige adgang til sundhedsydelserne, fordi det ikke primært er patienterne med de stærkeste patientforeninger i ryggen, der tages hensyn til.
Efter at Alternativet i lang tid har stået alene i kampen mod de stigende medicinpriser, har regeringen i dag præsenteret et udspil med 6 mia. kr. frem til 2020 til stigende priser på medicin. Alternativet er naturligvis glade for, at andre partier nu begynder at tage problemet alvorlig, men ærgrer sig alligevel over, at man ikke har valgt en mere fremsynet og langtidsholdbar løsning.
”Det er godt, at der investeres nogle flere penge på området. Desværre løser man ikke problemerne på sigt, fordi medicinalindustrien fortsat uhindret kan tage overpris på medicin. Regeringen slukker branden på kort sigt men forhindrer den ikke i at blusse op igen. Og det er jo netop det, som man har gjort i vores nabolande for at undgå nedskæringer, så vi også har råd til sundhedsfagligt personale og mere omsorg på sygehusene," udtaler Niko Grünfeld og uddyber:
”Alternativet mener ikke, at vi har råd til at holde problemets kerne ud i strakt arm. Vi mener i stedet, at vi som samfund bør sætte os selv i en position, hvor vi kan lægge arm med medicinalindustrien, forhandle priserne og sikre mest mulig lighed i sundhed - både på kort og på langt sigt”.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025