
Regeringen har for øjeblikket travlt med at offentliggøre det ene såkaldte vækstinitiativ efter det andet. Det kan umiddelbart virke fornuftigt nok, når man tænker på, hvor meget Danmark er bagefter med hensyn til vækst og jobskabelse sammenlignet med landene omkring os. Det understreges af OECD, der forudser, at Danmark på sigt vil lande helt i bunden med hensyn til vækst - faktisk lander vi helt nede på den sjette laveste plads ud af de 34 OECD-lande. Så lav en vækst vil gå udover velstanden og velfærden herhjemme. Ikke desto mindre er regeringens såkaldte vækstinitiativer så små, at de nærmest virker komiske set i forhold til udfordringens størrelse. Tag nu eksempelvis initiativet om, at nedlægge det obligatoriske eftersyn for ventilationsanlæg. Isoleret set et fornuftigt forslag. Men gør det Danmark rigere? Nej. Eller hvad med initiativet om, frit at kunne vælge tv-distributør. Skaber det flere private arbejdspladser? Nej.
Skal vi for alvor have gang i væksten, skal der helt anderledes investeres i danske arbejdspladser. Det gør vi bl.a. ved at sænke skatter og afgifter for 5 mia. kr., genindføre BoligJob-ordningen med tilbagevirkende kraft og indføre et skatte- og byrdestop. Nøjagtig som Venstre har foreslået. Den samlede effekt vil være en forbedret dansk konkurrenceevne og øget investeringslyst. Danske virksomheder vil få lettere ved at konkurrere på de internationale markeder, og investeringerne i eksempelvis nye maskiner og anlæg vil stige. Dét skaber flere nye arbejdspladser herhjemme. Dét sikrer vores fælles fremtidige velstand og velfærd.
Noget tyder da også på, at regeringen godt er klar over deres initiativers utilstrækkeligheder. For ikke engang finansministeren vil oplyse, hvor megen vækst og hvor mange arbejdspladser regeringens initiativer skaber. Det er yderst skuffende. Det vidner desværre om, at regeringen ikke har seriøse, holdbare og tilstrækkelige bud på, at løse de vækstudfordringer, som åbenlyst er et grundlæggende problem for dansk økonomi og jobskabelse. Vi må se i øjnene, at dét kræver en ny regering - Venstre har anvist den nødvendige politik!