
Lige nu kan vi glæde os over, at vi fik stoppet regeringens forfejlede reklameafgift som ville have medført et tab af flere hundrede danske arbejdspladser. Alene Stibo Graphic i Horsens vurderede i november 2014, at den planlagte afgift ville betyde et tab af 100 lokale arbejdspladser, men at også andre trykkerier ville ende ud i en større fyringsrunde hvor man vurderede at omkring 600 danske arbejdspladser ville være i farezonen. Hvis så ellers vinderen havde været et bedre miljø, men virkeligheden var jo at afgiften blot ville flytte produktionen til østeuropæiske trykkerier som bestemt er noget bagefter hvad angår miljørigtige trykningsprocesser, arbejdsforhold og bevidst omgår miljømærkninger som ”blomster-mærket”.
Som erhvervsordfører og medlem af Folketingets Skatteudvalg har jeg naturligvis fulgt sagen og arbejdet for en annullering af den planlagte afgift. Derfor var det naturligvis en god nyhed at regeringen nu endeligt har lyttet til de mange kritiske meldinger, ikke blot fra os folkevalgte i oppositionen, men mest af alt fordi fornuften endte med at sejre og der blev lyttet til de saglige argumenter som de grafiske virksomheder bød ind med.
Jeg syntes derfor det er en særdeles god løsning der nu er fundet og de grafiske virksomheder kan nu med et sikret hjemmemarked arbejde målrettet på at erobre markedsandele, investere i fremtiden og vi som samfund kan glæde os over at de mange ansatte fik sikret deres arbejdspladser og dermed lønindkomster til beskatning her i landet. Så en tabersag blev trods alt i enden til en vindersag, men det er bekymrende at sådan en afgiftsplan fik lov til at løbe så længe.