
Sammen med direktøren for Velfærd og Sundhed, Karin Holland og næstformanden i udvalget for Velfærd og Sundhed, Ingerlise Thaysen, er jeg i gang med en besøgsrunde til alle de kommunale hjemmehjælpsgrupper. I skrivende stund har vi endnu ikke nået halvdelen. Sidste besøg finder sted lige inden jul. Det har været en meget positiv oplevelse for os, hvilket jeg gerne her vil give udtryk for.
Sikken et engagement og en faglighed, der skinner igennem! Det er helt tydeligt, at man i grupperne er gode til at bruge hinanden, gå på tværs, gøre brug af terapeuter, sygeplejersker o.a.
Af snakken omkring bordet har det været helt tydeligt, at målet med hver enkelts arbejde er at understøtte, at borgeren, man besøger, skal have et værdigt et liv. Hvordan kan han/hun hjælpes/støttes til fortsat selv at kunne klare flest mulige funktioner.
Vi har naturligvis også fået at vide, at alt ikke er rosenrødt. Det kan være svært at nå det hele, og der er mange tunge plejeopgaver. Men viljen til at ville klare opgaverne er der.
Hvorfor disse besøg?
Her vil jeg blot nævne et par af formålene:
I udvalgsarbejdet må det af praktiske grunde være lederne for ældreområdet, vi har den direkte kontakt med. Vi vil også gerne møde de medarbejdere, der er ude i marken. Hvordan oplever de at skulle arbejde efter den politik, vi har vedtaget? Her tænker jeg især på den styrkede fokus på træning og mestring.
Vi ved, en del ældre føler sig ensomme, hjemmehjælperen er måske en af den ældres få kontakter. Derfor er det relevant at spørge hjemmehjælpsgrupperne om gode ideer til, hvad der kan gøres ved problemet.
Besøgene er lagt sådan, at vi er med ved gruppernes formiddagsmøde. Vi kommer derved ikke til at bruge noget af den tid, der er afsat til besøg ude hos borgerne.
Jeg kan kun sige: Stor ros til arbejdet, der udføres i hjemmehjælpsgrupperne. I er dygtige.
Jeg, vi, glæder os til de næste besøg.