
Jeppe Thorsager, indehaver Fysioterapeuterne i Hovedgård og Østbirk
Klinikkerne drives i dag sammen med FysioDanmark Odder. Og på alle tre klinikker har fysioterapeuterne været på efteruddannelse i GLA:D® Ryg. Og de er meget begejstrede for måden at gribe træningen an på: ”Det særlige ved denne træningsform er, at vi virkelig kan komme tæt på deltagerne med vejledning, uddannelse og støtte, så den enkelte får et optimalt udbytte ud af forløbet”, fortæller fysioterapeut David Østergaard Emig fra Hovedgård, og fortsætter: ”Det er jo det, vi gør i de andre trænings- og behandlingsforløb, vi tilbyder. Men her er der simpelthen lavet et helt koncept, som vi er blevet certificerede i. Og det giver rigtig god mening for både os og deltagerne.”
Rygsmerter
Rygsmerter er noget de fleste mennesker oplever igennem livet. Hos nogle er det lette, forbigående gener, mens andre er stærkt begrænsede i deres hverdag over en lang periode eller tilbagevendende igen og igen.
Fysioterapeut Birgitte fra Østbirk afdelingen forklarer: ”Smerter opstår, når du bliver udsat for større belastning, end de ressourcer du har kan tolerere. Det handler både om fysisk belastning på led og muskler, din måde at bevæge dig på og om dine mentale belastninger i form af for eksempel træthed eller bekymringer.”
GLA:D® Ryg er udviklet af ledende rygeksperter på Syddansk Universitet, med udgangspunkt i den bedst tilgængelige viden om rygsmerter. Formålet er at give dig viden og redskaber der hjælper dig til færre rygsmerter og til en bedre forståelse for din rygproblematik. Forløbet giver dig derved bedre kontrol, så det er dig og ikke din ryg der styrer dit liv.
Træningen
Selve træningen foregår på et 8 ugers forløb med træning 2 gange om ugen. Holdtræning i klinikken har vist sig dobbelt så effektivt som hjemmetræning. Derfor har klinikkerne valgt at tilbyde træningen både både tidligt og sent, da der helt sikkert vil være mange deltagere, der skal få det til at passe ind med deres arbejdsliv. Efter endt træningsforløb, vil der efterfølgende være mulighed for vedligeholdende rygtræning. Det vil sige at fysioterapeuterne fortsat udvikler det træningstilbud, den enkelte deltager har gavn af, for at kunne opretholde en sund og stærk ryg. Samtidig med at teorien fra de indledende ugers træning kan tages op igen.