Sæsonopstart i Hovedgård Svømmeklub



Ina Schelander er ansat som træner til tirsdagens voksenhold “Ryg og motion” - et hensyntagende hold til voksne, som ønsker at bevæge sig i vandet ved lav til moderat tempo og “Aqua Fitness”, hvor fokus i højere grad er på konditionstræning og øget fedtforbrænding ved moderat til høj intensitet.

Ina er uddannet pædagog og Aqua Fitness svømmeinstruktør og betegner sig selv som en rigtig vandhund. Hun har gennem mange år selv dyrket Aqua Fitness og brænder for bevægelse og træning i vand. Som hun siger: “ Vi skal have pulsen op, få sved på panden, alt imens vi har det sjovt. Mest af alt fordi når vi smiler og griner, snyder vi kroppen til at tro, det ikke er hårdt. Derudover skal vi træne både styrke og stabilitet.”

Ina henter i sin undervisning inspiration fra bl.a. cirkeltræning, Tabata og klassisk styrketræning og lægger samtidig stor vægt på, at træningen i vandet skal være sjov, varieret og med god og tempofyldt musik. Bagefter kan der slappes af og hygges i saunaen.

Ina arbejder i forvejen som Aqua Fitness instruktør i Skanderborg Svømmeklub, og glæder sig nu til også at lære voksne vandhunde i Hovedgård og omegn at kende. Børneholdene mandag, onsdag og torsdag kører videre med de kendte instruktører fra sidste sæson: Alexander Jensen, Isabella Boysen og Anne Wedege.

Instruktørerne til børneholdene kommer løbende på DGI's svømmeinstruktørkurser, så de er klædt godt på til opgaven og samtidig kan udvikle sig som instruktører. På holdene for begyndere er der foruden instruktør også to hjælpeinstruktører, og på letøvede en hjælpeinstruktør foruden træneren. De fleste af hjælpetrænerne er gengangere fra sidste sæson. De glæder sig alle til at give børnene røde kinder og dejlige, aktive oplevelser i vandet hver uge. Vel mødt! lyder det fra HIF Svømmeklubs bestyrelse.

Tilmeldingen til sæson 2018/2019 åbner lørdag 18. august kl. 00.00. Første svømmedag er mandag 10. september og sidste svømmedag i sæsonen er torsdag 21. marts.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025